Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•253
Beretning. De stode Alle dybt bevægede. Men
Togets Leder ytrede hoit sin Glæde. .,Se I nu",
sagde han, „hvad det betyder, at jeg endelig vilde
have vor prægtige, men gjenstridige Doktor med?"
— Denne havde ogsaa ved Saras Udbrud strax anet,
at hans Hjelp her vilde være fornoden, og derfor
horte han noie paa hendes Meddelelser. Han gav
hende godt Haab. Og skjønt hun allerede for var
tillidsfuld, følte hun dog dertil den Beroligelse, som
en Læges trøstende Ord under saadanne
Omstændigheder pleier fremkalde.
Kort efter lod der atter Bjeldeklang paa
Bygdeveien. Lægen skiltes fra sit Selskab, og med Sara,
der lik Plads hos ham i Slæden, kjørte han rask
afsted til Gaarden under Aasen. De valgte
Tommer-veien, der er et godt Stykke længere, men er bedre
banet end den Vei, Sara havde vandret. Skriverens
bedste Traver var sat for Slæden, og noget over
Midnat vare de allerede ved Saras Hjem.
Dette var Begivenheden i Saras Liv, hvorved
dets rette Indhold kom tilsyne og skinnede et
øieblik, som en sjelden Skat, for fremmede Blik. Men
for Sara selv vendtes det, hun nu havde oplevet,
indad til en ny Bestyrkelse i hendes Fromhed, —
og det fremkaldte ingen Forandring i hendes vdre
Vilkaar. Alf kom sig, skjønt langsomt, ved Lægens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
