Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-266
Bemærkninger ved en Kritik
der, som Naturgrund, betegner en hei Grad af poetisk
Udviklings-Evne. Men Guldalderen er forbi, og
Genierne leve i Arbeidets Verden. Deres Stræben
lettes dem ved den indre Kraftfylde, men
fuldkommes ei, fer den er udbragt i Verker, der i
gjennemført Helhed svare til Naturgrundens Alsidighed.
Kun en umoden eller overfladisk Betragtning kan
tage det stærkt fremtrædende Ensidige som Udtryk
for en høiere Evne, og derimod overse det samme
Element, hvor det er indordnet i en harmonisk
Fremstilling.
Men hvorfor har man stillet Reflexion og
Digtning mod hinanden, skjent dog den første maa være
indeholdt i den sidste? Allerede Schiller har i
Theorien peget paa deres Enhed, og ved sin egen
Poesi hævdet sin Anskuelse. Men Forestillingen om
Reflexionens stridige Forhold til det sande Poetiske
er opkommen paa et Standpunkt, der forlængst er
forladt, — da man med Udtrykket „poetisk Reflexion*4
sigtede paa Digt-Arter, som ikke længere dyrkes.
Dengang gjorde Kritiken Indsigelse mod en udbredt
og anseet Retning i Literaturen, der nedsatte
Digtersproget til et udsmykkende Middel for alskens
Foredrag, hvor Grundtanken selv var upoetisk og
Stoffets hele Opfatning prosaisk. Det Væsentlige i denne
Protest vedkommer imidlertid ikke biot Digtekunsten,
— det har ogsaa grebet ind i Videnskaben, til hvis
Opgaver den ældre Reflexions-Metode stod i et lost,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
