Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ewald og J. Nordahl Brun.
181 ,
galt, at Stykket er i Prosa. Grundfortællingens
sirlige Latin er ombyttet med et Foredrag, der staar
saa langt som muligt fra den Tale, som Saga-Sproget
udviser. Det er en Deklamation, dannet efter de
bedste Monstre fra forrige Aarhundrede, hist og her
blandet med nogen Djervhed efter den Wielandske
Shakespeare. Med dette rhetoriske Sprog er i
Digtningen indkommet alle de fremmedartede
Forestillinger om Dyden, om moderne Pligt-Forholde, om
Elsker-Lyksalighed og Sværmeri, saaledes som de tilhore
en forskruet Tids Sentimentalitet og blodagtige
Moral.
Alt saadant gaar dog bedre selv i det udartede
rytmiske Digter-Sprog, der i og for sig bringer os i
en vis Afstand fra det Virkelige og, hvor det er holdt
i en bestemt Stil, endog kan betinge Standpunktet
for den hele Betragtning. Ewald har ei havt noget
Begreb om, hvad han opgav ved at skrive Rolf Krage
paa Prosa. Naar man nu for Tiden forbindtligst
skal omtale et slet Drama, pleier man at sige :
„Heier en Rigdom af store lyriske Skjonheder", - og den
Opfatningsmaade er ellers i hoi Grad kommen Ewald
til Gode. Men her beklages det, at hans „stærkt
gjærende Fantasi, hans brusende lyriske Aand, ei kom
til at virke".
Ved at omtale den dramatiske Bygning i denne
Tragedie har man blandt Andet fremhævet den
Omstændighed, at Handlingen er ude ved Rolfs Død i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
