Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. H. Wessel.
219
Ruf, Parodiens aldrig hvilende Overgivenhed er
overalt saa besindigt tilmaalt, saa sikkert svævende paa
den yderste Grændse af det komisk Virkende, at man
ingensteds fornemmer nogen Mathed eller nogen
Synken til det uvittige Platte. Alligevel kan man
spørge, om Digtet i det Hele vinder noget ved
Opforeisen. Og dette kan vei ei antages, uden
forsaavidt man derved frembringer en mere livfuld
Recitation. Personerne ere komiske Fantasmer. Den
sceniske Fremstilling kan vanskeligt bringe dem til
større Anskuelighed, men vei sætte dem udenfor
Grændsen af deres rette Sfære.
Wessel havde, ligesom Holberg, og i samme
Alder som denne, debuteret med et betydeligt og
modent Verk. Men der siges om ham, at han i sine
senere sparsomme Frembringelser ei kunde holde,
hvad han ved sit første Arbeide havde lovet Denne
Anskuelse gjentages ofte. Man har dadlet hans
komiske Fortællinger som altfor ubetydelige; de
efterlade ingen Smag, siger man, intet Stof til nærmere
Eftertanke, — ofte finder man hans Digressioner og
indskudte Sætninger ganske ubefeiede og trættende.
Men paa denne Maade kan man ei opfatte den
Wesselske Frembringelse uden ganske at
mis-kjende den. Naar man i det Hele gaar ud fra den
Dom, at der blev for lidet af denne Digter, at lians
senere Digtning ei svarede til den vakte Forventning,,
da tager man hverken ham eller Epoken rigtigt. Om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
