Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. H. Wessel.
221
Men naar vi overveie den hele Betydning af
hans parodiske Protest, og jevnføre den med Alt
hvad vi vide om hans Karakter og Personlighed, da
staar Wessel for os som en poetisk Natur, der ei
kunde finde det for hans Genius passende Anslag i
de Toner, som bevægede hans Samtid. Zeuthen
siger: „Det Forkerte, det, som ikke er sandt og
skjønt og godt, følte Wessel vei i sin Forkerthed;
men at hans Sands for det Sande og Evige har været
vakt i den Grad, at han kunde kvæge sig selv og
Andre ved dets Beskuelse og Fremstilling, deraf er
vei ei ringeste Spor i hans Digte. At han dog havde
et Vist eller Ubekjendt, hvoraf der ved Udvikling
kunde være blevet noget Betydeligt af høiere Art,
derom vidner idetmindste hans Ode til Søvnen."
Ja dette kan vistnok paavises. Poesiens renere og
klarere, med Naturen og det uforfalskede
Menneskeliv sammenstemmende Væsen foresvævede ham i en
Anelse, som han ved flere Leiligheder røbede. Da i
Norske Selskab forelæstes Peter Harbo Frimanns
Romance „Axel og Valborg", hvor et malende og,
man maa sige, for den Tid mønsteragtigt Sted
tilvandt sig hele Kredsens Beundring, vakte Wessel
ikke mindre Sensation ved den Bemærkning, at
Kæmpevisens simple og naturlige Skildring dog gav
det sandere og smukkere.
Wessel havde et aabent, klart-skuende Blik, en
naiv Følelse for det Sande, i Forbindelse med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
