Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. H. Frimann.
239
truffen; man finder her moderne Sentimentalitet og
lun en Ordrighed. Dette Misgreb, som Samtiden
let kunde overse, er dog blevet bemærket i de
Norskes Kreds. Ikke biot Wessel, hvis Dom tidligere
or anført, men ogsaa Claus Fasting synes at have
været paa det rette Spor: „At overgaa den første
Mester", siger han, „i Plan, Styrke, Korthed,
Eftertryk, i hans fortryllende Enfoldighed og altid voxende
Interesse, det var at fordre endnu mere end et
Mesterstykke, og et Mesterstykke er den gamle Vise
uimodsigeligt, saa vist som den sande Poesi er til alle
Tider den samme, saa vist som dens Former og ei
dens Væsen, alene Sproget og aldrig Tankerne ere
foranderlige". Saaledes opfattede Fasting
Kæmpevisen. Men i den Tid var der neppe Mange, som
ei ubetinget gav Frimanns Digt Fortrinet.
„Hornelen" er oftere bleven sammenstillet og
veiet mod Forfatterens første Digt „St. Sunnevas
Kloster", hvis Emne hører til den romantisk skjenne
Egn, som var Frimanns Fedested. Men ved at
skildre dette er han falden i en af den malende Poesis
almindelige Feil, som dog ingen af hans Recensenter
har bemærket. Digteren ser nemlig og fremstiller
altfor Meget paa een Gang. I Landskabet, som er
udmalet med alskens Grent af Vexter og Træer, er
der baade Hjort og Jæger, Kvæghjorde og
Elvefiskere, — ja, der er endog i det Parti af Fjorden,
som horer til Billedet, baade Delfiner og store vand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
