Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Nordahl Brun.
253
som „En norsk Soldatersang" og „Den norske Gut".
Det förste af disse er begeistret, malmfuldt,
helstøbt, — det andet overstrømmende af ungdommelig
Lyst, specifikt norsk, saavel i Lokalfarve som
Sprogtone. De Brunske Sang-Digtes tiltalende Væsen, og
Bruns An’seelse i det afsondrede Samfund, som
Bergen dengang dannede, bevirkede, at hans Poesi
gjennemtrængte og vedligeholdt sig i enhver Del af
Befolkningen, og har bidraget Sit til at at udpræge den
eiendommeligt.
Bruns Personligbed danner en af mit Hjemlivs
tidligste Erindringer. Jeg kom ofte til ham i
Ærinde for min Fader. Men jeg stod hver Gang,
i den gamle Bispegaards dunkle Korridor, meel en vis
Bæven udenfor hans Dør, og havde stor Lyst til at
vende om. Under sine buskede øienbryn havde han
et gjennemborende Blik, hans Næse var krum og
skarpt formet, hans Mund fast sammensluttet, hans
Hage fremtrædende og stor. Denne mægtige
Skikkelse bar en Paryk, der stod steil op fra Panden
og omgav Nakken med en tredobbelt Bad af pudrede
Krøller. Trods al hans Venlighed kunde jeg dog ei
ganske overvinde min Frygt. Den eneste Prydelse
i hans Kammer var en Gibs-Buste, hvis Træk jeg
dybt indprægede mig. Derfor ved jeg ogsaa, at dette
Hoved var Ewalds.
Bruns Begravelse var en Sørgefest, der feiredes
af den hele Stad. Befolkningen var i Domkirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
