Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efterskrift om Ewjald.
297
det i et Dramas Former. Men Verket er den
tydeligste Aabenbaring af hans hele Digter-Karakter, i
dens Grundmangel som i dens eiendommelige Styrke.
Ewald kunde ikke digte uden at sætte sig lien i
en sitrende Henrykkelse, hvis Udtryk mangen
Gang-synes at betegne Aandens Spænding i et Overmaal
af Lidelse. Deraf kommer den Eiendommelighed ved
Ewalds Digtersprog, at han til at skildre Glæden
hyppigt bruger Vendinger, der nærmest tilhore
Smerten og Sønderknuselsen. Hos Ewald er Udtrykket
„den søde Smerte", eier ideligt gjentager sig i hans
Skrifter, kun en Omskrivning for Glæden. Hvor han
er henrykt, lader han sin Følelse rase, svulme, brænde
i de gyldne Strenge. Han siger:
„O søg da, min Kalliope!
søg Kilden til min søde Smerte
i dette hede Gysende,
der kryber i mit fulde Hjerte!" —
eller:
„I bævende og sitrende Akkorder,
og nu i svage, halv-afbrudte Toner,
slaar Sangen i sin Lyst, og dør". —
Den nyere Digtekunst har ganske forladt det
Slags Pathos i Diktionen, der blev fast Maneer hos
Ewalds Efterlignere. Dette hans pathetiske Foredrag
blev sig selv ligt fast gjennem alle hans
Frembringelser. Selv hvor han digter en Idyl, eller skildrer
borgerlige Forholde, og Scener af Almue-Livet,
vedligeholder han sit høit-spændte Digtersprog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
