Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Efterskrift om Ewjald. 322
Og Grunden hertil ligger klart for -Oie, Det er
nemlig ikke paa dem, Stykkets lyrisk-pathetiske Vegt
hviler, — det er Dialogen selv, som har dette
Udtryk; den udtømmer i et hoit-spændt, af svulmende
Lidenskab overstrømmende Foredrag den hele Fylde
af sentimental Lyrik, hvortil Stemningen eller
Situationen giver Anledning, og Strofen bliver da let den
svagere Efterklang, eller endog et parodisk Udtryk
for en tilheftet Reflexion. Den egentlig lyriske
Form viser saaledes ofte Foredragets Synken og ei
dets Stigen. Denne paafaldende Svaghed i Stykket
har vei foranlediget Carstens’s Ytringer i et Brev til
Luxdorf, hvor han siger: „Digteren har denne Gang
nedladt sig noget fra sin boie Flugt, og er saa
fattelig, som man kan ønske1’. Men der er i „Balders
Dodu, i Expositionen, i enkelte Sang-Strofer og blandt
Monologerne, Prøver paa en Digter-Stil, der
udtrykker Fantasiens og Følelsens dybeste Kraft og
Sprogets stærkeste Klangfylde. Det hele Verk
efterlader et Indtryk som efter et stort, tonende
Melodrama. Men deri ligger ogsaa dets egentlige
Virkning; man maa slippe dets Former, og lade det virke
ligesom fra en ubestemt Fjernhed.
Særdeles mærkelig er Oehlenschlägers
Bedømmelse af „Balders Død", i lians Forelæsninger over
Ewald. Han er her i kjendelig Frygt for, at man
skal anse ham hildet i sin Dom derved, at han selv
liar behandlet samme Emne, og det er derfor gjen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
