Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine Knæ og rakte sin dejlige Guldkrone i Vejret, mens hun
bad: »Tag kun den, men smør min Gemal og mine Hoffolk!«
da kunde den stakkels Mand, der ejede Komedien og alle
Dukkerne, ikke lade være at græde, for det gjorde ham virkelig
saa ondt for dem; han lovede straks Rejsekammeraten, at han
vilde give ham alle de Penge, han fik for sin Komedie næste
Aften, naar han bare vilde smøre fire, fem af hans pæneste
Dukker; men Rejsekammeraten sagde, at han forlangte slet
ikke andet end den store Sabel, han havde ved sin Side, og
da han fik den, smurte han seks Dukker, der straks dansede
og det saa nydeligt, at alle Pigerne, de levendeMenneskepiger,
som saa derpaa, gav sig til at danse med. Kusken
og Kokkepigen dansede, Tjeneren og Stuepigen, alle de
fremmede, og Ildskuffen og Ildklemmen; men de to faldt
om, lige idet de gjorde de første Spring, — jo, det var en
lystig Nat. —
Næste Morgen gik Johannes med sin Rejsekammerat
bort fra dem alle sammen og op ad de høje Bjerge og igennem
de store Granskove. De kom saa højt op, at Kirketaarnene
dybt under dem til sidst saa ud som smaa røde Bær, nede i
alt det grønne, og de kunde se saa langt bort, mange, mange
Mile, hvor de aldrig havde været. — Saa meget smukt af den
dejlige Verden havde Johannes aldrig før set paa een Gang,
og Solen skinnede saa varmt fra den friske blaa Luft, han hørte
ogsaa Jægerne blæse paa Valdhorn inde mellem Bjergene, saa
smukt og velsignet, at han fik Vandet i Øjnene af Glæde og
kunde ikke lade være at sige: »Du gode Vor Herre! jeg kunde
kysse dig, fordi du er saa god imod os alle sammen og har
givet os al den Dejlighed, der er i Verden!«
Rejsekammeraten stod ogsaa med foldede Hænder og saa
ud over Skoven og Byerne, i det varme Solskin. I det samme
klang det forunderligt dejligt over deres Hoveder, de saa op
i Vejret: en stor, hvid Svane svævede i Luften; den var saa
smuk og sang, som de aldrig før havde hørt nogen Fugl
synge; men det blev mere og mere svagt, den bøjede sit
Hoved og sank ganske langsomt ned for deres Fødder, hvor
den laa død, den smukke Fugl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
