Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og bad, at Prinsessen maatte blive god, men det vilde hun
slet ikke. De gamle Koner, som drak Brændevin, farvede det
ganske sort, før de drak det, saaledes sørgede de, og mere
kunde de ikke gøre.
»Den hæslige Prinsesse!« sagde Johannes, »hun skulde
virkelig have Ris, det kunde hun have godt af. Bare jeg var
den gamle Konge, hun skulde nok komme til at spytte røde
Grise!«
I det samme hørte de Folk udenfor raabe Hurra. Prinsessen
kom forbi, og hun var virkelig saa dejlig, at alle Folk
glemte, hvor ond hun var, derfor raabte de Hurra. Tolv
dejlige Jomfruer, alle sammen i hvide Silkekjoler, og med en
Guldtulipan i Haanden, red paa kulsorte Heste ved Siden af
hende; Prinsessen selv havde en kridhvid Hest, pyntet med
Diamanter og Rubiner, hendes Ridedragt var af det pure
Guld, og Pisken, hun havde i Haanden, saa ud, som den var
en Solstraale; Guldkronen paa Hovedet var ligesom smaa
Stjerner oppe fra Himlen, og Kaaben var syet af over tusinde
dejlige Sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere
end alle hendes Klæder.
Da Johannes fik hende at se, blev han saa rød i sit
Ansigt som et dryppende Blod, og han kunde knap sige et
eneste Ord; Prinsessen saa jo ganske ud som den dejlige Pige
med Guldkrone paa, han havde drømt om den Nat, hans
Fader var død. Han fandt hende saa smuk og kunde ikke
lade være at holde saa meget af hende. Det var bestemt ikke
sandt, sagde han, at hun kunde være en ond Heks, der lod
Folk hænge eller halshugge, naar de ikke kunde gætte, hvad
hun forlangte af dem. »Enhver har jo Lov at fri til hende,
endogsaa den fattigste Stodder, jeg vil virkelig gaa op paa
Slottet! for jeg kan ikke lade være!«
De sagde alle sammen, at det skulde han ikke gøre, det
vilde bestemt gaa ham ligesom alle de andre. Rejsekammeraten
raadede ham ogsaa derfra, men Johannes mente, det gik
nok godt, børstede sine Sko og sin Kjole, vaskede Ansigt og
Hænder, kæmmede sit smukke, gule Haar og gik saa ganske
alene ind til Byen og op paa Slottet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
