Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vandet til os og leve dine tre Hundrede Aar, før du bliver
det døde, salte Søskum. Skynd dig, han eller du maa dø,
før Sol staar op! vor gamle Bedstemoder sørger, saa hendes
hvide Haar er faldet af, som vort faldt for Heksens Saks.
Dræb Prinsen og kom tilbage! Skynd dig, ser du den røde
Stribe paa Himlen? Om nogle Minutter stiger Solen, og da
maa du dø!« og de udstødte et forunderligt dybt Suk og
sank i Bølgerne.
Den lille Havfrue trak Purpurtæppet bort fra Teltet, og
hun saa den dejlige Brud sove med sit Hoved ved Prinsens
Bryst, og hun bøjede sig ned, kyssede ham paa hans smukke
Pande, saa paa Himlen, hvor Morgenrøden lyste mer og mer,
saa paa den skarpe Kniv og fæstede igen Øjnene paa
Prinsen, der i Drømme nævnede sin Brud ved Navn, hun kun
var i hans Tanker, og Kniven sitrede i Havfruens Haand, —
men da kastede hun den langt ud i Bølgerne, de skinnede
røde, hvor den faldt, det saa ud, som piblede der Bloddraaber
op af Vandet. Endnu engang saa hun med halvbrustne
Blik paa Prinsen, styrtede sig fra Skibet ned i Havet, og
hun følte, hvor hendes Legeme opløste sig i Skum.
Nu steg Solen frem af Havet, Straalerne faldt saa mildt
og varmt paa det dødskolde Havskum, og den lille Havfrue
følte ikke til Døden, hun saa den klare Sol, og oppe over
hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige Skabninger;
hun kunde gennem dem se Skibets hvide Sejl og Himlens
røde Skyer, deres Stemme var Melodi, men saa aandig, at
intet menneskeligt Øre kunde høre den, ligesom intet jordisk
Øje kunde se dem; uden Vinger svævede de ved deres egen
Lethed gennem Luften. Den lille Havfrue saa, at hun havde
et Legeme som de, det hævede sig mer og mer op af Skummet.
»Til hvem kommer jeg?« sagde hun, og hendes Stemme
klang som de andre Væsners, saa aandigt, at ingen jordisk
Musik kan gengive det.
»Til Luftens Døtre!« svarede de andre. »Havfruen har ingen
udødelig Sjæl, kan aldrig faa den, uden hun vinder et
Menneskes Kærlighed! af en fremmed Magt afhænger hendes
evige Tilværelse. Luftens Døtre have heller ingen evig Sjæl,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
