Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vist ogsaa, ligesom hun, jagede ud i Verden, dem vilde hun
søge at finde.
Kun kort Tid havde hun været i Skoven, før Natten faldt
paa; hun var kommen rent bort fra Vej og Sti; da lagde
hun sig ned paa det bløde Mos, læste sin Aftenbøn og
hældede sit Hoved op til en Stub. Der var saa stille, Luften var
saa mild, og rundt omkring i Græsset og paa Mosset
skinnede, som en grøn Ild, over hundrede Sankt-Hans-Orme; da
hun med Haanden sagte rørte ved en af Grenene, faldt de
lysende Insekter som Stjerneskud ned til hende.
Hele Natten drømte hun om sine Brødre; de legede igen
som Børn, skrev med Diamantgriffel paa Guldtavle og saa i
den dejlige Billedbog, der havde kostet det halve Rige; men
paa Tavlen skrev de ikke, som før, kun Nuller og Streger,
nej, de dristigste Bedrifter, de havde udført, alt, hvad de
havde oplevet og set; og i Billedbogen var alt levende,
Fuglene sang, og Menneskene gik ud af Bogen og talte til Elisa
og hendes Brødre, men naar hun vendte Bladet, sprang de
straks igen ind, for at der ikke skulde komme Vilderede i
Billederne.
Da hun vaagnede, var Solen allerede højt oppe; hun
kunde rigtignok ikke se den, de høje Træer bredte deres
Grene tæt og fast ud, men Straalerne spillede derude ligesom
et viftende Guldflor; der var en Duft af det grønne, og
Fuglene vare nær ved at sætte sig paa hendes Skuldre. Hun
hørte Vandet plaske, der var mange store Kildevæld, som
alle faldt ud i en Dam, hvor der var den dejligste Sandbund;
rigtignok vokste her tætte Buske rundt om, men paa eet
Sted havde Hjortene gravet en stor Aabning, og her gik
Elisa hen til Vandet, der var saa klart, at havde Vinden
ikke rørt Grene og Buske saaledes, at de bevægede sig, da
maatte hun have troet, at de vare malede af nede paa
Bunden, saa tydeligt spejlede sig der hvert Blad, baade det,
Solen skinnede igennem, og det, der ganske var i Skygge.
Saa snart hun saa sit eget Ansigt, blev hun ganske
forskrækket, saa brunt og fælt var det, men da hun gjorde sin
lille Haand vaad og gned Øjne og Pande, skinnede den hvide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
