Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og hvor de eller deres naturlige Vækst ikke kunde naa
sammen, der havde de revet Rødderne løse fra Jorden og
hældede ud over Vandet med Grenene flettede i hverandre.
Elisa sagde Farvel til den gamle og gik langs med Aaen,
til hvor denne flød ud i den store, aabne Strand.
Hele det dejlige Hav laa for den unge Pige; men ikke
en Sejler viste sig derude, ikke en Baad var der at se, hvor
skulde hun dog komme længer bort. Hun betragtede de
utallige Smaastene paa Bredden; Vandet havde slebet dem alle
runde. Glas, Jern, Stene, alt hvad der laa skyllet op, havde
taget Skikkelse af Vandet, der dog var langt blødere end
hendes fine Haand. »Det bliver utrætteligt ved at rulle, og
saa jævner sig det haarde, jeg vil være lige saa utrættelig!
Tak for eders Lærdom, I klare rullende Bølger! engang, det siger
mit Hjerte mig, ville I bære mig til mine kære Brødre!«
Paa den opskyllede Tang laa elleve hvide Svanefjer; hun
samlede dem i en Buket, der laa Vanddraaber paa dem, om
det var Dug eller Taarer, kunde ingen se. Ensomt var der
ved Stranden, men hun følte det ikke; thi Havet frembød
en evig Afveksling, ja i nogle faa Timer flere, end de ferske
Indsøer kunne vise i et helt Aar. Kom der en stor, sort Sky,
saa var det, som Søen vilde sige: jeg kan ogsaa se mørk ud,
og da blæste Vinden, og Bølgerne vendte det hvide ud; men
skinnede Skyerne røde, og Vinden sov, saa var Havet som
et Rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men i hvor stille
det hvilede, var der dog ved Bredden en sagte Bevægelse;
Vandet hævede sig svagt, som Brystet paa et sovende Barn.
Da Solen var ved at gaa ned, saa Elisa elleve vilde Svaner
med Guldkroner paa Hovedet flyve mod Land, de svævede
den ene bag den anden; det saa ud som et langt, hvidt Baand;
da steg Elisa op paa Skrænten og skjulte sig bag en Busk;
Svanerne satte sig nær ved hende og slog med deres store, hvide
Vinger.
Idet Solen var under Vandet, faldt pludselig
Svanehammen, og der stod elleve dejlige Prinser, Elisas Brødre.
Hun udstødte et højt Skrig; thi uagtet de havde forandret
sig meget, vidste hun, at det var dem, følte, at det maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
