Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Var det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laa gnistrende
hvid, saa kom tit en Hare springende og satte lige over det
lille Træ, — oh, det var saa ærgerligt! — Men to Vintre gik,
og ved den tredie var Træet saa stort, at Haren maatte gaa
uden om det. Oh, vokse, vokse, blive stor og gammel, det
var dog det eneste dejlige i denne Verden, tænkte Træet.
I Efteraaret kom altid Brændehuggerne og fældede nogle
af de største Træer; det skete hvert Aar, og det unge Grantræ,
som nu var ganske godt voksent, skælvede derved, thi de store,
prægtige Træer faldt med en Knagen og Bragen til Jorden;
Grenene bleve huggede fra, de saa ganske nøgne, lange og
smalle ud; de vare næsten ikke til at kende, men saa bleve de
lagte paa Vogne, og Heste trak dem af Sted ud af Skoven.
Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem?
I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet dem:
»Veed I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem?«
Svalerne vidste ikke noget, men Storken saa betænkelig
ud, nikkede med Hovedet og sagde: »Jo, jeg tror det! jeg
mødte mange ny Skibe, da jeg fløj fra Ægypten; paa Skibene
vare prægtige Mastetræer; jeg tør sige, at det var dem, de
lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de knejse, de
knejse!«
»Oli, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve lien over
Havet! Hvorledes er det egentligt, dette Hav, og hvad ligner
det?«
»Ja, det er saa vidtløftigt at forklare!« sagde Storken, og
saa gik den.
»Glæd dig ved din Ungdom!« sagde Solstraalerne; »glæd
dig ved din friske Vækst, ved det unge Liv, som er i dig!«
Og Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over
det, men det forstod Grantræet ikke.
Naar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Træer
fældede, Træer, som tit ikke engang vare saa store eller i
Alder med dette Grantræ, der hverken havde Rast eller Ro,
men altid vilde af Sted; disse unge Træer, og de vare just de
allersmukkeste, beholdt altid deres Grene, de bleve lagte paa
Vogne, og Heste trak dem af Sted ud af Skoven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
