Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne
Rude, og saa blev der et dejligt Kighul, saa rundt, saa rundt;
bag ved det tittede et velsignet mildt Øje, eet fra hvert Vindue;
det var den lille Dreng og den lille Pige. Han hed Kay, og
hun hed Gerda. Om Sommeren kunde de i eet Spring
komme til hinanden, om Vinteren maatte de først de mange
Trapper ned og de mange Trapper op; ude fygede Sneen.
»Det er de hvide Bier, som sværme,« sagde den gamle
Bedstemoder.
»Har de ogsaa en Bidronning?« spurgte den lille Dreng,
for han vidste, at imellem de virkelige Bier er der saadan en.
»Det har de!« sagde Bedstemoderen. »Hun flyver der,
hvor de sværme tættest! hun er størst af dem alle, og aldrig
bliver hun stille paa Jorden, hun flyver op igen i den sorte
Sky. Mangen Vinternat flyver hun igennem Byens Gader og
kigger ind ad Vinduerne, og da fryse de saa underligt,
ligesom med Blomster.«
»Ja, det har jeg set!« sagde begge Børnene, og saa vidste
de, at det var sandt.
»Kan Snedronningen komme herind?« spurgte den lille Pige.
»Lad hende kun komme,« sagde Drengen, »saa sætter jeg
hende paa den varme Kakkelovn, og saa smelter hun.«
Men Bedstemoderen glattede hans Haar og fortalte andre
Historier.
Om Aftenen, da den lille Kay var hjemme og halv
afklædt, krøb han op paa Stolene ved Vinduet og tittede ud af
det lille Hul; et Par Snefnug faldt derude, og et af disse, det
allerstørste, blev liggende paa Kanten af den ene
Blomsterkasse; Snefnugget vokste mer og mer, det blev til sidst til et
helt Fruentimmer, klædt i det fineste, hvide Flor, der var
som sammensat af Millioner stjerneagtige Fnug. Hun var saa
smuk og fin, men af Is, den blendende, blinkende Is, dog var
hun levende; Øjnene stirrede som to klare Stjerner, men der
var ingen Ro eller Hvile i dem. Hun nikkede til Vinduet og
vinkede med Haanden. Den lille Dreng blev forskrækket og
sprang ned af Stolen; da var det, som der udenfor fløj en
stor Fugl forbi Vinduet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
