Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er da virkelig lille Kay død? Roserne have været nede i
Jorden, og de sige nej!«
»Ding, dang!« ringede Hyacintens Klokker. »Vi ringe ikke
over lille Kay, ham kende vi ikke! vi synge kun vor Vise,
den eneste, vi kunne!«
Og Gerda gik hen til Smørblomsten, der skinnede
frem imellem de glinsende, grønne Blade.
»Du er en lille, klar Sol!« sagde Gerda. »Sig mig, om
du veed, hvor jeg skal finde min Legebroder?«
Og Smørblomsten skinnede saa smukt og saa paa Gerda
igen. Hvilken Vise kunde vel Smørblomsten synge? Den var
heller ikke om Kay.
»I en lille Gaard skinnede Vor Herres Sol saa varmt
den første Foraarsdag; Straalerne gled ned ad Naboens hvide
Væg, tæt ved groede de første gule Blomster, skinnende Guld
i de varme Solstraaler; gamle Bedstemoder var ude i sin Stol,
Datterdatteren, den fattige, kønne Tjenestepige, kom hjem fra
et kort Besøg; hun kyssede Bedstemoderen. Der var Guld,
Hjertets Guld i det velsignede Kys. Guld paa Munden, Guld
i Grunden, Guld deroppe i Morgenstunden! Se, det er min
lille Historie!« sagde Smørblomsten.
»Min gamle, stakkels Bedstemoder!« sukkede Gerda »Ja,
hun længes vist efter mig, er bedrøvet for mig, ligesom hun
var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igen, og saa
bringer jeg Kay med. — Det kan ikke hjælpe, at jeg spørger
Blomsterne, de kunne kun deres egen Vise, de sige mig ikke
Besked!« og saa bandt hun sin lille Kjole op, for at hun
kunde løbe raskere; men Pinselillien slog hende over
Benet, idet hun sprang over den; da blev hun staaende, saa
paa den lange Blomst og spurgte: »Veed du maaske noget?«
og hun bøjede sig lige ned til den. Og hvad sagde den?
»Jeg kan se mig selv! jeg kan se mig selv!« sagde
Pinselillien. »Oh, oh, hvor jeg lugter! — Oppe paa det lille
Kvistkammer, halvt klædt paa, staar en lille Danserinde, hun staar
snart paa eet Ben, snart paa to, hun sparker ad den hele
Verden, hun er bare Øjenforbindelse. Hun hælder Vand af
Tepotten ud paa et Stykke Tøj, hun holder; det er Snørlivet; —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
