Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forstod at lave Sæbe til Skægget og til Hænderne, Sæbe i Kugler
og Sæbe i Stykker. Det var saadan en omvandrende, lystig
gammel en, og da han saa Graaspurven, som Drengene kom
med, og som de sagde, at de slet ikke brød sig om, sagde
han: »Skal vi gøre den skøn?« og det gøs i Spurvemoderen,
da han sagde det. Og op af sin Kasse, hvori der laa de
dejligste Farver, tog han en hel Mængde skinnende Bogguld, og
Drengene maatte løbe ind og skaffe et Æg, og af det tog
han Hviden, og den smurte han hele Fuglen over med og
klinede saa Bogguldet paa, saa var Spurvemoderen forgyldt;
men hun tænkte ikke paa den Stads, hun rystede over alle
Lemmer. Og Sæbemanden tog en rød Lap, han rev den af
Foret i sin gamle Trøje, klippede Lappen til en takket
Hanekam og klistrede den paa Hovedet af Fuglen.
»Nu skal I se Guldfuglen flyve!« sagde han og slap
Graaspurven, der i den grueligste Forfærdelse fløj af Sted i det
klare Solskin. Nej, hvor den skinnede! alle Graaspurve, selv
en stor Krage, og det ingen Aars Unge, bleve ganske
forskrækkede for det Syn, men de fløj dog bag efter, for de
vilde vide, hvad det var for en fornem Fugl.
»Hvorfra! hvorfra!« skreg Kragen.
»Tøv lidt! tøv lidt!« sagde Spurvene. Men den vilde ikke
tøve lidt; i Angest og Forfærdelse fløj hun hjemad; hun var
nær ved at synke til Jorden, og altid kom der flere Fugle
til, smaa og store; nogle Høj lige tæt ind paa den for at
hugge løs. »Se’ken en! se’ken en!« skreg de alle sammen!
»Se’ken en! se’ken en!« skreg Ungerne, da hun kom hen
imod Reden. »Det er bestemt en Paafugleunge, der er alle
Kulører, som skære i Øjnene, som Moder sagde; pip! det
eidet skønne!« Og saa huggede de med deres smaa Næb, saa
at det ikke blev muligt for hende at slippe ind, og hun var
saaledes af Forfærdelse, at hun ikke længer kunde sige »Pip«,
endsige: »Jeg er eders Moder.« De andre Fugle huggede den
nu alle, saa hver Fjer gik af, og blodig sank Spurvemoderen
ned i Rosenhækken.
»Det stakkels Dyr!« sagde Roserne. »Kom, vi skulle skjule
dig! Hæld dit lille Hoved op til os!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
