Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
AARETS HISTORIE.
»Hvilken Rigdom!« sagde liun, »rundt 0111 Velsignelse,
hjemligt og godt, og dog, jeg veed ikke selv, jeg længes efter
— Hvile, — Ro! jeg veed ikke Ordet derfor! — Nu pløje de
alt igen paa Marken! Mere og altid mere ville Menneskene
vinde! — Se, Storkene komme i Flokke og gaa i Afstand
efter Ploven; Ægyptens Fugl, som bar os gennem Luften!
Husker du, da vi begge som Børn kom herind i Nordens
Lande? — Blomster bragte vi, dejligt Solskin og grønne
Skove, dem har nu Vinden faret ilde med, de brunes og
mørknes som Sydens Træer, men bære ikke, som de, gyldne
Frugter!«
»Dem vil du se!« sagde Sommeren, »saa glæd dig da!«
og han løftede sin Arm, og Skovens Blade farvedes med rødt
og med Guld, der kom en Farvepragt over alle Skove;
Rosenhækken skinnede med ildrøde Hyben, Hyldegrenene hang
med store, tunge, sortbrune Bær, de vilde Kastanier faldt
modne ud af de sortgrønne Skaller, og inde i Skoven
blomstrede Violerne anden Gang.
Men Aarets Dronning blev mere og mere stille, mere bleg.
»Det lufter koldt!« sagde hun, »Natten har vaade Taager! —
jeg længes efter — Barndomslandet.« —
Og hun saa Storkene flyve bort, hver en! og hun strakte
Hænderne efter dern. — Hun saa op til Rederne, der stod
tomme, og der vokste op i en den langstilkede Kornblomst
og i en anden den gule Kiddike, som om Reden kun var til
som Værn og Gærde 0111 den; og Spurvene kom derop.
»Pip! hvor er Herskabet blevet af? de kan nok ikke taale,
at det blæser paa dem, og saa ere de tagne ud af Landet;
Lykke paa Rejsen!«
Og mere og mere gul bleve Skovens Blade, og Løv faldt
paa Løv, Efteraarets Storme suste, det var sent paa Høstens
Tid. Og paa det gule Løvfald laa Aarets Dronning og saa
med milde Øjne mod den blinkende Stjerne, og hendes
Husbond stod lios hende. Et Vindstød hvirvlede i Løvet — det
faldt igen, da var hun borte, men en Sommerfugl, Aarets
sidste, fløj gennem den kolde Luft.
Og de vaade Taager kom, den isnende Blæst og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
