Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
NISSEN IIOS SPÆKHØKEREN.
løftede sig saa højt og bredte sine Grene vidt ud over
Studenten. Hvert Blad var saa friskt, og hver Blomst var et
dejligt Pigehoved, nogle med Øjne saa mørke og straalende,
andre saa blaa og forunderlig klare. Hver Frugt var en
skinnende Stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt
dejligt.
Nej, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt
sig, end sige set og fornummet. Og saa blev han staaende
paa Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde
slukkedes; Studenten blæste nok sin Lampe ud og gik til Sengs,
men den lille Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu
saa blød og" dejlig, en yndig Vuggevise for Studenten, der
lagde sig til Ro.
»Her er mageløst!« sagde den lille Nisse, »det havde jeg
ikke ventet! — Jeg tror, at jeg vil blive hos Studenten —!«
— og han tænkte — og tænkte fornuftigt, og saa sukkede
han: »Studenten har ingen Grød!« — og saa gik han — ja
saa gik han ned igen til Spækhøkeren; — og det var godt,
han kom, for Bøtten havde næsten forbrugt alt Madammens
Mundlæder ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede
i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig for at
give det samme igen fra den anden Led, da Nissen kom og
tog Mundlæderet igen til Madammen; men hele Butikken, fra
Pengeskuffen til Pindebrændet, havde fra den Tid Mening
efter Bøtten, og de agtede den i en saadan Grad og tiltroede
den saa meget, at naar Spækhøkeren siden efter læste
»Kunst-og Teateranmeldelser« af sin »Tidende«, den om Aftenen,
saa troede de, at det kom fra Bøtten.
Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til
al den Visdom og Forstand dernede, nej, saa snart at Lyset
skinnede fra Kvistkamret, saa var det, ligesom 0111 Straalerne
vare stærke Ankertove, der drog ham derop, og han maatte
af Sted og kigge ind ad Nøglehullet, og der ombruste ham
da en Storhed, som den vi føie ved det rullende Hav, naar
Gud i Stormen gaar hen over det, og han brast i Graad, han
vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne
Graad noget saa velsignet. — Hvor det maatte være mageløst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
