Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IB OG LILLE CHRISTINE.
71
Da de med Prammen vare saa højt oppe under Skoven,
at de laa ud for, hvor Manden, der hjalp med at pramme,
havde kun et kort Stykke hjem, saa gik han og Christines
Fader i Land, men paalagde Børnene at forholde sig rolige
og forsigtige, men det gjorde de ikke længe, de maatte se ned
i Kurven, hvor Aalene og Grisen gemtes, og Grisen maatte
de løfte paa og holde den, og da de begge vilde holde den,
saa tabte de den og det lige ud i Vandet; der drev den paa
Strømmen, det var en forfærdelig Begivenhed.
Ib sprang i Land og løb et lille Stykke, saa kom ogsaa
Christine; »tag mig med dig!« raabte hun, og nu vare de
snart inde i Buskene, de saa ikke længer Prammen eller Aaen;
et lille Stykke endnu løb de, saa faldt Christine og græd;
Ib flk hende op.
»Kom med mig!« sagde han. »Huset ligger derovre!« men
det laa ikke derovre. De gik, og de gik, over vissent Løv og
tørre, nedfaldne Grene, der knagede under deres smaa
Fødder; nu hørte de en stærk Raaben — de stod stille og
lyttede; nu skreg en Ørn, det var et fælt Skrig, de bleve ganske
forskrækkede, men foran dem inde i Skoven vokste de
dejligste Blaabær, en utrolig Mængde; det var alt for indbydende
til ikke at blive, og de bleve, og de spiste og bleve ganske
blaa om Mund og Kinder. Nu hørtes igen en Raaben.
»Vi faa Bank for Grisen!« sagde Christine.
»Lad os gaa hjem til vort!« sagde Ib; »det er lier i
Skoven!« og de gik; de kom paa en Kørevej, men hjem førte
den ikke, mørkt blev det, og angest vare de. Den
forunderlige Stilhed rundt om afbrødes ved fæle Skrig af den store
Hornugle eller Lyd af Fugle, de ikke kendte; endelig stod
de begge to fast i en Busk, Christine græd, og Ib græd,
og da de saa havde grædt en Stund, lagde de sig i Løvet og
faldt i Søvn.
Solen var højt oppe, da de vaagnede; de frøs, men oppe
paa Højden tæt ved skinnede Solen ned mellem Træerne, der
kunde de varme sig, og derfra, mente Ib, maatte de kunne
se hans Forældres Hus; men de vare langt fra det, i en
ganske anden Del af Skoven. De kravlede helt op paa Højden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
