Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
DYNDKONGENS DATTER.
Hun lod sig taalmodig løfte op paa Hestens Ryg, sad der
som en Søvngængerske, der ikke vaager og dog ikke
vandrer. Den kristne Mand bandt to Grene sammen med et
Bastbaand, at de dannede et Kors, det holdt han højt i Haanden,
og saa red de gennem Skoven, der blev tættere, Vejen dybere,
eller slet ingen Vej. Slaaentornen stod som Vejbom, man
maatte ride uden om den; Kilden blev ikke til rindende
Bæk, men til staaende Mose, man maatte ride uden om den.
Der laa Styrke og Vederkvægelse i den friske Skovluft, der
laa en ikke ringere Kraft i Mildhedens Ord, der klang i Tro
og Kristenkærlighed, i den inderlige Trang til at føre den
betagne til Lys og Liv.
Regndraaben, siger man jo, huler den haarde Sten, Havets
Bølger gøre i Tiden de afrevne kantede Klippesten runde,
Naadens Dug, som var oprunden for liden Helga, hulede
det haarde, rundede det skarpe; vei var det ikke at kende,
hun vidste det ikke selv, hvad veed Spiren i Jorden, veed den
kvægende Væde og den varme Solstraale, at den gemmer i
sig Vækst og Blomst.
Som Moderens Sang for Barnet umærkeligt hæfter sig i
Sindet, og det laller efter de enkelte Ord uden at forstaa
dem, men disse siden samle sig i Tanken og i Tiden blive
klarere, saaledes virkede ogsaa her Ordet, der mægter at
skabe.
De red ud af Skoven, hen over Heden, atter igennem
vejløse Skove, da mødte de henimod Aften Røvere.
»Hvor har du stjaalet den dejlige Glut!« raabte de,
stoppede Hesten, rev de to ridende ned, thi mandstærke vare de.
Præsten havde ikke andet Værge end Kniven, som han havde
taget fra liden Helga, den stødte han om sig med, en af
Røverne svingede sin Økse, men den unge, kristne Mand
gjorde et lykkeligt Spring til Side, ellers var han bleven
ramt, nu foer Øksens Eg dybt ind i Hestens Hals, saa Blodet
strømmede ud, og Dyret styrtede til Jorden; da foer liden
Helga, som vækket af sin lange, dybe Tankehvile, hen og
kastede sig over det gispende Dyr; den kristne Præst stillede
sig foran hende til Værn og Værge, men en af Røverne svin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
