Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
ET STYKKE FERLESNOR.
— nej, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den
sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til
at udfolde sig, gemmer dog, skjult, alle Spirer til Blad og
Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Aandens Hjem,
opliver og levendegør; Verden rundt om straaler ind gennem
Øjnene i Sjælens ugranskelige Dybde. Idiotens Hjem,
omsvævet af Menneskekærligheden, er et helligt Sted, et
Drivhus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og
blomstre i Guds Urtegaard. De svageste i Aanden samles nu
her, hvor engang de største og kraftigste mødtes, vekslede
Tanker og løftedes opad — opad blusser end her Sjælenes
Flamme i »Philemon og Baucis’s Hytte«.
Kongegravenes By ved Hroars Væld, det gamle
Roskilde, ligger for os! Kirkens slanke Taarnspir løfte sig over
den låve By og spejle sig i Issefjorden. Een Grav kun ville
vi her søge, betragte den i Perlens Glar; det er ikke den
mægtige Uniondronning Margrethes — nej, inde paa
Kirkegaarden, hvis hvide Mur vi tæt ved flyve forbi, er Graven,
en ringe Sten er lagt hen over den, Orgelets Drot, den danske
Romances Fornyer, hviler her. Melodier i vor Sjæl bleve de
gamle Sagn; vi fornam hvor: »de klare Bølger ruiled«, »der
boede en Konge i Lejre!« — Roskilde, Kongegravenes By,
i din Perle ville vi se paa den ringe Grav, hvor i Stenen er
hugget Lyren og Navnet: Weyse.
Nu komme vi til Sigersted ved Ringsted By; Aalejet
er lavt; det gule Korn vokser, hvor Hagbarths Baad lagde
til, ikke langt fra Signes Jomfrubur. Hvo kender ikke Sagnet
om Hagbarth, der hang i Egen, og Signelils Bur, der stod
i Lue, Sagnet om den stærke Kærlighed.
»Dejlige Sorø omkransed af Skove!« din stille Klosterby
har faaet Udkig mellem de mosgroede Træer; med
Ungdoms-blik ser den fra Akademiet ud over Søen til
Verdens-Lande-vejen, hører Lokomotivets Drage puste, idet den flyver
gennem Skoven. Sorø, du Digtningens Perle, der gemmer
Holbergs Støv! Som en mægtig, hvid Svane ved den dybe
Skovsø ligger dit Lærdoms-Slot, og op til den, og derhen
søger vort Øje, skinner, som den hvide Stjerneblomst i Skov-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
