Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BARNET I GRAVEN.
213
Og hun kyssede og holdt fast. Da lød hendes Navn
der-oven fra; saa klagende kom disse Toner; hvad var det dog?
»Hører du!« sagde Barnet, »det er Fader, som kalder
paa dig!«
Og atter, efter faa Sekunder, lød dybe Suk, som fra Børnr
der græde.
»Det er mine Søstre!« sagde Barnet, »Moder, du har jo
ikke glemt dem!«
Og hun huskede de tilbageblevne,
en Angest betog hende, hun saa frem
for sig, og altid svævede Skikkelser
forbi, hun troede at kende nogle, de
svævede gennem Dødens Hal, hen
mod det mørke Forhæng, og der
forsvandt de. Om vei hendes Mand,
hendes Døtre kom til Syne? Nej,
deres Raab, deres Suk lød endnu
deroven fra; nær havde hun ganske
glemt dem for den døde.
»Moder, nu ringer Himmeriges
Klokker!« sagde Barnet. »Moder,
nu staar Solen op!«
Og der strømmede et
overvældende Lys mod hende; — Barnet
var borte, og hun løftedes — det
blev koldt rundt om hende, hun
hævede sit Hoved og saa, at hun
laa paa Kirkegaarden paa sit Barns Grav; men Gud var i
Drømmen bleven en Støtte for hendes Fod, et Lys for hendes
Forstand, hun bøjede sine Knæ og bad:
»Tilgiv mig, Herre min Gud! at jeg vilde holde en evig
Sjæl fra sin Flugt, og at jeg kunde glemme mine Pligter
mod de levende, du her gav mig!« Og ved disse Ord var
det, som om hendes Hjerte fandt Lettelse. Da brød Solen
frem, en lille Fugl sang over hendes Hoved, og Kirkeklokkerne
ringede til Morgensang. Der blev saa helligt rundt om, helligt
som i hendes Hjerte! hun kendte sin Gud, hun kendte sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
