Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249 EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
Vandet; ud for dem viste sig i Dag mange Skibe, og mellem
disse troede han med Kikkerten at kende »Karen Brønne«,
det hed Fartøjet, og ganske rigtigt, det var under Opsejling;
Clara og Jørgen vare om Bord. Skagens Fyr- og
Kirke-taarne viste sig for dem som en Hejre og en Svane paa det
blaa Vand. Clara sad ved Rælingen og saa lidt efter lidt
Klitterne komme frem; ja, blev Vinden staaende, kunde de
inden en Time naa Hjemmet; saa nær vare de det og Glæden
— saa nær vare de Døden og dens Angest.
Der sprang en Planke i Skibet, Vandet trængte ind, der
blev tættet og pumpet, sat alle Sejl til, hejset Nødflag; de
vare endnu en hel Mil ude, Fiskerbaade vare at se, men
langt borte, Vinden førte mod Land, den Sø, der var, hjalp
ogsaa, men ikke nok, Fartøjet sank. Jørgen slog sin højre
Arm fast om Clara.
Med hvilket Blik saa hun ham ikke ind i Øjet, da han i
VorHerresNavn styrtede sig med hende i Havet; hun udstødte
et Skrig, men sikker kunde hun være, han skulde ikke slippe.
Hvad Kæmpevisen sang:
»Der stod malet i fremmer Stavn,
den Kongesøn tog sin Jomfru i Favn !«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
