Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Snemanden.
Det skrupknager i mig, saa dejligt koldt er det!« sagde
Snemanden. »Vinden kan rigtignok bide Liv i en! Og
hvor den gloende der, hun glor!« det var Solen, han mente;
den var lige ved at gaa ned. »Hun skal ikke faa mig til at
blinke, jeg skal nok holde paa Brokkerne.«
Det var to store, trekantede Tagstensbrokker, han havde til
Øjne; Munden var et Stykke af en gammel Rive, derfor
havde han Tænder.
Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af
Bjældeklang og Piskesmæld fra Kanerne.
Solen gik ned, Fuldmaanen stod op, rund og stor, klar og
dejlig i den blaa Luft.
»Der har vi hende igen fra en anden Kant,« sagde
Snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen.
»Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge
der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare,
hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde saa
gerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide
paa Isen, som jeg saa Drengene gøre det; men jeg forstaar
ikke at løbe.« ®
»Væk! væk!« bjæffede den gamle Lænkehund; han var
noget hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og
laa under Kakkelovnen. »Solen vil nok lære dig at løbe!
det saa jeg med din Formand i Fjor og med hans Formand;
væk! væk! og væk ere de alle.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
