Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SNEMANDEN.
277
følte, at det maatte være et Hunkønsvæsen. »Hvor kunde du
forlade et saadant Sted?«
»Det var jeg nok nødt til,« sagde Lænkehunden, »de
smed mig udenfor og satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt
den yngste Junker i Benet, for han stødte fra mig det Ben,
jeg gnavede paa; og Ben for Ben, tænker jeg! men det tog
de ilde op, og fra den Tid har jeg staaet i Lænke og har
mistet min klare Røst, hør, hvor hæs jeg er: væk! væk! det
blev Enden paa det.«
Snemanden hørte ikke mere efter; han saa stadig ind
i Husholderskens Kælderetage, ned i hendes Stue, hvor
Kakkelovnen stod paa sine fire Jernben og viste sig i
Størrelse som Snemanden selv.
»Det knager saa underligt i mig!« sagde han. »Skal
jeg aldrig komme derind? Det er et uskyldigt Ønske, og
vore uskyldige Ønsker maa dog vist blive opfyldte. Det er
mit højeste Ønske, mit eneste Ønske, og det vilde være
næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg maa
derind, jeg maa hælde mig op til hende, om jeg ogsaa skal
knuse Vinduet.«
»Der kommer du aldrig ind,« sagde Lænkehunden, »og
kom du til Kakkelovnen, saa var du væk! væk!«
»Jeg er saa godt som væk,« sagde Snemanden, »jeg
brækker over, tror jeg.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
