Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
portrummet svingede ind mod fremgaarden
(for vi havde to gaardsrum, fremgaarden
og baggaarden,) laa en vældig graasten og
gav sig i teleløsningen hvert aar, saa en
kunde putte haanden ind i sprækkerne
mellem den og den øvrige mur. Den stod
for mig, naar jeg i forklaringen kom til
«hovedhjørnestenen».
Paa begge sider af fremgaarden laa
toetages træbygninger, som dog ikke naaede
mønet paa hovedbygningen. De havde
været brunrøde engang, men i min tid
havde de denne koselige brunbrændte
solstegsfarven, som gjør gamle husebygninger
paa landet saa vakre i landskabet.
Men den bygning, som ruede mest i
fremgaarden, var den svære toetages
mellembygning, som der gik en lang, mørk,
stensat gang tvers igjennem op til baggaarden.
Den havde undergaaet endel forandringer
i mands minde. Endnu stod uforandret
stald, fjøs og høtrev til baggaarden, og til
fremgaarden nedenunder et tobaksspinderi,
som endda gik, da jeg var ganske liden;
men de værelser, som var ovenpaa,
indenfor en lang gang med stolper og rækverk,
var indredede, da far var unggut. Før havde
dér været kornlofter.
Det, som fra min tidligste barndom
gav den gamle mellembygning med det
kalkede bindingsverk i første etage og
svalgangen ovenpaa en betydning langt over,
hvad man saa med blotte øie, var især de
historier, som knyttede sig til den, og som
havde tildraget sig længe før min tid, da
bedstefar havde gaarden og far var liden.
Som den i høide og masse langt overgik
gaardens andre huse, saa havde den ogsaa
fuldelig broderparten af gaardens
merkeligheder og tildragelser knyttede til sig.
Dér var det, fars yngste søster, tante
Hanna, som var en liden skøierunge, havde
vækket en doven arbeidskar, som laa og
sov paa høtrevet istedenfor at bestille
noget: «Ola, Ola, nu skal du staa op og
hvile eftasvæl!» Der havde gamle, halte
Johan spinder, Tassibussen, gaaet ud og
ind og seet ligedan ud helt til min tid.
Der var det nordre kammeret, som havens
gravenstener og pergamotter og plommer
paa lagener ud over gulvet gjorde til et
ukrænkeligt og høitideligt allerhelligste.
Men fremfor alt: der i mellembygningen
havde der i gamle dage været nisse.
Og det er virkelig sandt. Endda jeg
jo saa godt vidste, at nissehistorierne bare
blev troede i kjøkkenet og ikke inde i stuen,
ja endda jeg ikke engang selv faldt paa
at tro paa dem i stuen, saa var det ikke
frit for, at de begyndte at faa mere og mere
virkelighed, jo nærmere jeg kom deres
gamle skueplads. Og naar jeg oppe i
baggaarden hørte det tusle inde i et af de øde
fjøsrum, eller bare jeg hørte pusten af
kreaturerne i naboens staldrum og fjøs, som
vendte bagsiden ud til os, saa levede jeg
de gamle fortællinger op igjen og saa mig
lidt beklemt om, om ikke den røde luen
skulde røre sig borte i en eller anden
mørk krog.
Jeg skal forsøge at fortelle nogle af
de gamle nissehistorier, saaledes som far
har fortalt mig dem. De er fra hans egen
barndom, men de er fortalte «inde i stuen»,
og jeg vidste jo godt, baade hvad han
mente, og hvad jeg skulde tro om dem.
Da far var liden, var livet mere som
paa landet ogsaa i byerne. Ikke at tale
om, at der blev brygget og bagt i hvert
hus og slagtet hver høst, naar drifterne
var komne til byen, og støbt lys og jeg
ved ikke alt det, som nu er ligesaa
sjeldent som at se en lysesaks, men som
endda jeg godt kan huske endel af, saa
levede husbond og madmor meget nærmere
tjenestefolkene, som der var mange af,
næsten som paa en gaard paa landet. Slig
var det ogsaa hos os. Bedstemor tilbragte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
