Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Et af de steder, hvor svenskerne i
1808 led størst tab, var i passet Trangen
i Aasnes i Solør. Den svenske oberst
Gahn rykkede den 25de april ned
gjennem Solør for at drage videre ind paa
Hedemarken. Mod ham stod den norske
oberst Staffelt med omtrent 600 mand,
hvoriblandt Elverumske og Hoffske
skiløberkompanier. Staffelt var saa heldig
fuldstændig at indeslutte Gahn i passet
Trangen. Straks han fik melding om
anfaldet, delte han nemlig sin styrke i to dele,
en, som rykkede mod svenskerne, og en,
som omgik dem og angreb dem i ryggen.
Anfaldet kom overraskende, og
nordmændene var overtallige; men svenskerne
kjæmpede som løver. Paa to kanter stod altsaa
norske tropper, paa den tredje var den
bratte og utilgjængelige Butteraas, men
den fjerde side var endnu fri. Det skulde
imidlertid ikke vare længe, før veien ogsaa
var stengt her. Hoffske skiløberkompani
under kaptein Arntzen havde sine kvarterer
omtrent en mil borte, saa de havde ikke
kunnet rykke ud sammen med de andre.
Da ordre til udrykning kom, var de
imidlertid snart ferdige med sine ski, og med
kapteinen i spidsen drog de afgaarde
nordover mod kamppladsen. Paa veien fik de
som veiviser den gamle Ole Sønsterud.
Han havde før tjenestgjort som soldat ved
kompaniet og havde ogsaa i denne krig
optraadt imod svenskerne. Straks det
nemlig rygtedes, at disse var rykkede over
grænsen, havde han som mange andre
solunger taget bøssen paa nakken og spændt
skiene paa benene for paa egenhaand at
gjøre fienden den skade, han kunde; og
den var ikke ringe. En dag traf han
saaledes pludselig paa en svensk patrulje paa
8 mand. Ole skjød straks den ene; og
før de andre havde faaet besinde sig og
faaet geværerne fra skulderen, var han paa
sine lette ski og som vel kjendt i alle
Aarnesskogene forsvunden. En stund efter
nok et skud og nok et lig, uden at
svenskerne kunde opdage den skjulte skytte;
saaledes holdt Ole paa, indtil fire fiender
havde maattet bide i græsset; da fandt de
øvrige det raadeligst at fortrække. Ole
stod og pudsede sit gevær, da hans gamle
kompani kom forbi Skjøthaugen, hvor han
boede. «Brød eller død, Ole!» sagde
kapteinen, «bliver du med?» «Her er veien,
kaptein!» svarte Ole; og med ham i
spidsen drog saa kompaniet i strygende
fart gjennem skog og ulænde, over marker
og tilfrosne myrer og tilslut nedover de
bratte bakker paa Flisenelvens vestre bred.
Det ljomede gjennem Flisdalen af hornenes
klang, trommernes lyd og skuddenes knald,
og Arntzen maatte flere gange stanse for
at samle sine folk, der drog forbi hinanden
for at naa kamppladsen. I sluttet række
bar det nedover Flisbakken og over elven, —
og fienden var indesluttet ogsaa paa den
fjerde side. Svenskerne kjæmpede med
fortvilelsens mod og forsøgte flere gange
at bryde gjennem nordmændenes rækker;
men disse stod fast som bjørne. Trangere
og trangere sluttedes ringen; tilslut gik
det over til det reneste haandgemæng,
hvor mand brødes med mand. Saa stor
var tummelen og ophidselsen, at der
allerede lang tid var blæst til overgivelse, før
nordmændene hørte det; de vilde ikke give
sig, før de havde taget mand for mand
og afvæbnet ham. Over 300 svensker blev
her tagne tilfange.
Dette var en af de faa gange, man
saa skiløberne deltage i større kampe.
Ellers blev de anvendte i den anstrengende
og ansvarsfulde bevogtningstjeneste. Paa
sine lette ski streifede de omkring i skogene
langs grænsen for at sikre de øvrige
afdelinger mod uventede angreb; at svenskerne
havde respekt for dem, og at de udførte
denne tjeneste omhyggelig, viste sig deri, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
