Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under skibet og nøiede sig med en gang
imellem at sende en liden skumsprøit ind
over agterdækket. Mørket og snekavet
havde forlængst taget væk synet af land,
som aldrig havde vist sig saa tydelig, at de
havde faaet sikker landkjending.
Svend, som var krøbet op paa
kransen om stormasten og havde sat sig ind
mellem taugverket her i læ af masten og
havde trukket over sig en stump af en
gammel presenning, sad dog endnu og
stirrede ind mod land — og drømte om alle
hjemme: Nu stellede vist mor til et lidet
juletræ for de smaa søskendene hans med
kagemænder og suræbler og en fjerding
svisker, mens de smaa vel var sendte ud i
kjøkkenet og havde krøbet op i skorstenen,
hvor det knitrede i furukvaset under
kaffekjedelen. Hun havde vel ikke stort at
hænge paa, stakkar, — ikke saa pene ting
som dem, han havde i kisten sin. Ja, var
han bare hjemme nu, saa skulde juletræet
blevet penere, end det nogensinde havde
været; — saa skulde der kommet paa det
et rødt lidet silketørklæde til mor og et gult
med brune kanter til Karen og en blaa
klædeshue med to blanke knapper til Jørgen
og saa kunstig en rangle til den mindste —
og saa en tikroneseddel til far; — nei, den
kunde ikke komme, før han havde faaet
afregning, og kanske mor skulde faa den;
men saa blev der ikke andet end den rare
kridpiben til far, — aa ja, han tog det
ikke saa nøie. Saa skulde han selv, Svend,
været der i ny, stor blaa dyffels sjøtrøie
og dyffels bukser og store støvler, saa
fin, som de aldrig havde seet ham; men
underklæderne hans var daarlige,
desværre; men de kunde nu ikke vente,
at 12 kroner maaneden skulde række saa
langt heller, og saa havde han jo 10
kroner i penge.
Saa gik tankerne hans til kjendte og
kjære steder udenfor huset, til den store
rendebakken der vest, hvor ungdommen
samlede sig fra nabogaardene om aftenerne,
naar det var maaneskin, og om søndagen
hele eftermiddagen. Nu var der sikkert
prægtigt kjælkeføre, — aa, hvor han skulde
faa den gamle slodden sin til at gaa, naar
han bare kom hjem! Han var vel ikke for
stor til at være med der, for det om han
var snart halvbefaren sjømand; der havde
ikke saa sjelden været flotte sjøgutter med
i rendebakken før om vintrene, — de smaa
havde ofte været sinte paa dem; for de
store gjorde sig saa kry og jagede de smaa
væk. Men enkelte havde været
spagfærdige og snilde og havde taget smaafolk med
paa de lange kjælkerne sine, og da var de
smaa saa taknemmelige og lykkelige, —
han huskede det nok fra sig selv. Han
vilde ikke være slem, — der skulde faa
sidde paa slodden hans saa mange, den
bare kunde ramme. Men han fik vist
gjøre sig en større end den gamle, for den
tog ikke saa mange.
Som han sad der og krugede under
presenningen og drømte om hjemmets
glæder, havde veiret letnet en stund; der
var store rifter i skylaget, og ind mod
land var der som et hul mellem snebygerne;
det kunde han se, fordi maanen just sendte
en stor lysning derindover. Men hvad var
det? Det var tydelig et lys, som glimtede
svagt langt derborte gjennem aabningen.
Kanske det var en damper, eller kanske
det var et fyr.
«Tømmermand!» raabte han hen til
en gammel mand, som sad paa lugekarmen
i læ af storbaaden, der stod surret midt
paa dækket. «Tømmermand! der er et
lys derinde, lidt agtenfor tvers!» Den gamle
reiste sig langsomt og gik hen til rækken;
men han havde gamle, svage øine og saa
ikke noget lys. «Jomænd er der et lys, jo,»
sagde Svend, kastede af sig presenningen,
krøb ud af taugverket og hoppede ned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
