Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ned gjennem skogen lige til veien, — han
kjendte det alt saa godt. — Saa ilede han
frem, bakke op og bakke ned, — saa til
slut nedad den store rendebakken, og saa
endelig stod han ved sit hjem, det lille
røde hus lige ved veien.
Han bankede sagte paa den mørke
rude, og snart hørte han det tusle derinde,
og et ansigt kom hen til raden. Det var
hans mor. Han lettede paa huen og
nikkede, — og saa hørte han det glade
udraab: «Aa nei, er det ikke Svend da!»
— Og døren blev hurtig aabnet, og han
var atter rigtig hjemme.
Saa tændte mor op paa skorstenen,
og den evig gode kaffekjedel blev sat
over, og far kom ogsaa derud. — Mens
det knistrede paa skorstenen og snart ogsaa
dampede af koppene paa det lille bord,
som var sat derud, fortalte Svend om,
hvordan han havde havt det i den lange
tid. — Og da det var nogenlunde færdigt,
ialfald for øieblikket, maatte han forsigtig
nd i stuen og se paa søskendene, der alle
sov trygt og endnu ikke vidste noget om den
store begivenhed. — Derborte i krogen
stod ganske rigtig et lidet juletræ,
saaledes som han havde tænkt sig det. Han
hængte i stilhed sine smaating paa
grenene; og saa lagde han sig paa bænken
med lidt under hovedet og en trøie over
sig; — han vilde ikke, at moderen skulde
«gjøre nogen anstalter» da.
Da det lysnede om morgenen, og de
smaa vaagnede, blev der vel store øine;
— op maatte de alle i samme nu, først
hen til juletræet og slaa hænderne sammen
over de vakre ting der og saa hen til den
store og merkelige broderen, som endnu laa
der og sov paa bænken; og de maatte
tage sagte paa de nye støvlerne hans og
stryge let med haanden over den pene
tykke sjøtrøien og undre sig over alt, —
og moderen stod hos.
Hvor liden og ubetydelig havde han
ikke været for alle ude i den store verden,
og hvor stor og merkelig var han ikke
her i det lille hus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
