Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterhvert ganske betragteligt. Over mus, lemæn
og smaafugle førte han et blodigt regimente;
han havde endog — efter en haard og lang
kamp inde under laavegulvet — gjort det af
med en ganske drabelig rotte —; og saa, ikke
at forglemme, hans største bedrift, der bragte
hans ry i alle nabolagets munde, nemlig at
han kom slæbende hjem fra skogen med en
halvvoksen hare, som han efter alle merker
at dømme selv havde veidet.
Men saa var der et skjærepar, som havde
rede i et birketræ ganske tæt op til en
berghammer nord for gaarden. Mellem disse
skjærer og Svarteper var der allerede tidlig
erklæret krig. Felttoget blev længe ført med
skinmanøvrer og baghold, og begge parter var
saa udspekulerte og rappe, at de omtrentlig
holdt hinanden stangen. Krigsskuepladsen var
gjerne laavebroen og tunet nedenfor.
Skjærerne opererede altid i fællesskab, og
naar de var rigtig heldige, kunde det træffe,
den ene fik se sit snit til at nappe Svarteper
i halen, mens den anden fra fronten af lagde
beslag paa hans opmerksomhed. Nei, saa
hovent de da bagefter kunde sidde paa taget
og skratte og spotte og vippe med stjerten!
Det var især ét krigspuds, Svarteper gang
efter gang forsøgte; naar skjærerne kom
seilende, lagde han sig ned, saa lang han var,
laa ganske stille med lukkede øine og hale og
ben strakte ud. Skjærerne holdt saa først
krigsraad paa et af tagene, hoppede siden ned og
begyndte med stor forsigtighed at rykke
fienden ind paa livet. I et helt kvarters tid
kunde dette spil vare, — indtil katten tabte
taalmodigheden og var efter dem som et lyn,
mens skjærerne lige saa raskt gjorde retræt.
Kun en eneste gang rak Svartepers lab den
ene skjærestjert saapas eftertrykkelig, at en
af de lange halefjær blev liggende igjen.
Saa var det, Svarteper omsider havde
besluttet at føre krigen over paa fiendens egne
enemerker. En vakker dag var han nemlig
paa marsch opover stammen af den birk, i
hvilken skjæreredet laa. Men dette gik ikke;
for begge skjærerne anfaldt ham med fortvilet
tapperhed, og da han maatte bruge klørene
for at holde sig fast, er det nok mere end
rimeligt, han fik mange svidende hak, før han
igjen havde marken under sine fødder.
Svarteper tabte dog ikke modet, og det
varede ikke længe, inden han skred til angreb
efter en ny plan. Kort at fortælle: Han sprang
pludselig opad en smal afsats i hammeren
ovenfor og skjød sig derfra med en pils hurtighed
skraas ned over det to eller tre alens
mellemrum lige hen paa redet, hvor han i en fart
gjorde ryddigt hus, før skjæreforældrene endnu
havde faaet tid til at sanse sig efter overfaldet.
Men saa fik rigtignok ogsaa Svarteper sin
fulde hyre! Hvordan det kunde gaa for sig
saa fort, er ikke let at begribe; men sikkert
er det, at mindst et halvt snes fremmede
skjærer i løbet af et par minuter kom
ansættende, saa fort vingerne kunde bære dem,
og hele hæren gik under den vildeste
krigsmusik løs paa røveren. Svarteper valgte,
fornuftigt nok, den forsvarsstilling at lægge sig
paa ryg over redet, saa han frit kunde bruge
labberne, og saaledes formaaede han virkelig
ret godt at verge sig. Værre end ilde havde
det dog seet ud for ham, naar han engang
skulde ned igjen, om ikke jeg var ilet ham
til undsætning, idet jeg fik bevæget Salomon
til med et skud at drive skjæreflokken paa
ilsom flugt. Men for det skud tog Salomon
sig betalt med et af mine dyrebareste klenodier,
en mundharpe.
At gaa Svartepers saga efter i
enkelthederne, vilde blive altfor vidtløftigt. Vist er
det, at han var mig en ligesaa fornøielig som
kjær kamerat, — om det ogsaa ikke kan
negtes, at hans viltre natur fra tid til anden
forledte ham til at gaa udenom dydens og
tilladelighedens grænser. — Og dette sidste
blev hans fordærvelse.
Far havde kostet sig et nyt fangskind til
sin stasslæde; det var netop sværtet og hængt
til tørring over en aas henne i vedskjulet.
Morgenen efter var det revet ned, og den
sorte, glatte skindplade fandtes oversaaet med
hvide flenger — efter Svartepers klør, blev
der sagt. Jeg forsøgte øieblikkelig at nedlægge
protest, men til ingen nytte; for
tjenestejenten kunde oplyse, at hun havde grebet ham
paa fersk gjerning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
