Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da fredningstiden udløber, pudsede, skurede
og smurte han sit gevær den ganske dag. Om
aftenen kunde jeg dog af og til faa lokket
ham med paa en fisketur, efterat jeg først
havde placeret hans gevær i baaden, saa at
han stadig kunde have det for øie. Med
iskold og ligegyldig mine gjorde han da sin
pligt og drog den ene ørret større end den
anden. En morgen var han endnu mere
urolig end sedvanligt, og endelig betroede han
mig, at han for 14 dage siden havde snuset
op et høgerede med 3 svære unger i, som nu
maatte være omtrent flyvedygtige. Vi begav
os da afsted, han foran med sit elegante
gevær og jeg bagefter med en stor næversæk
paa ryggen. Efter et kvarters gang stansede
vi foran en mægtig gran, som allerede i et
par meters høide over jorden sendte grene ud
til alle kanter. Med umætteligt rovbegjær satte
vi os ned og ventede paa gamlemor, som just
var ude paa en liden morgenjagt. Som jeg
sad og nød synet af det stolte træ med det
interessante rede, satte pludselig ungerne i at
skrige. Jeg skjønte, at de havde faaet øie
paa moderen etsteds, og ganske rigtig: i
næste øieblik kom denne susende med en fugl
i klørne. Nu kom der liv i studenten. Han
mindede om en kat, der har luret sig godt
indpaa en spurv. Høgemor svævede en god
stund rundt træets top i nydeligt skudhold.
Vor jægersmand fik saaledes anledning til at
skyde fem bommer paa hende. Han mindede
nu ikke længer om katten, men snarere om
Napoleon efter slaget ved Waterloo eller paa
St. Helena. Jeg antog, at lidt adspredelse
vilde virke gavnlig paa ham, og foreslog, at
han skulde stige tilveirs og forsøge sin lykke
med ungerne. Han var straks parat og steg
opad paa de tætte grene med en lethed, som
om det var en parisisk vindeltrappe, han
skulde prøve. Snart blev det et forfærdeligt
leven oppe i redet, vinger, fingre og klør i
broget forvirring. Dog stod kampen ikke
længe paa: inden nogle minuter var ungerne
vel forvarede i næversækken og han nede
igjen med sin fangst, 3 levende og næsten
voksne høge. Jeg trykkede hans haand og
ønskede ham tillykke med det heldige
resultat. Og saa marscherede vi stolteligen
nedover igjen til fjeldstuen, hvor vi naturligvis
straks tog frem ungerne og satte dem paa
bordet for rigtig at tage dem i øiesyn. De
var netop i den morsomme alder, lidt
barnlige former, men med et opsyn saa fuldt af
had og hevnsyge, at man nok kunde komme
paa det rene med, at her vilde alle
formaninger og fromme leveregler være spildte. De
trykkede sig tæt ind til hinanden med hovedet
nede mellem skuldrene og skjød ryg. For
hver bevægelse, vi gjorde, slog de nebbet op
og hvæsede som katte. Forsøgte jeg at komme
bag dem, gjorde de helt om og gjæpede. Jo,
det var 3 haabefulde ynglinge! Den ene af
dem var forresten en ungmø, og hun var ogsaa
den værste og næsten dobbelt saa stor som
sine brødre. Hun satte op den sureste trut,
som det var hende muligt at præstere, og
tilbageviste med harme alle vore venlige og
deltagende fagter. Hun tog sig forresten
storartet ud i sin smagfulde graa dragt med mørke
broderier og lyse mamelukker. Efter at have
begloet hende fra alle kanter puttede vi hende
med samt hendes brødre i sækken igjen og
transporterede dem ned i dalen til studentens
hjem, en stor, prægtig gaard med
bekvemmeligheder for 100 høge. Nu begyndte
trængselstiden for de arme høgeunger. Ude paa
gaardspladsen stod et tomt dueslag. Dette blev
udseet til fængsel for de stakkars dyr. Vi gjorde
naturligvis alt, hvad der stod i vor magt, for
at gjøre dem fangenskabet saa mildt som
muligt. Jeg var lidt bange for, at de skulde slaa
sig vrange og ikke ville spise; men i denne
henseende bleve jeg fuldstændig beroliget. Idet
vi sagde dem godnat, kastede vi ind til dem
8 nyskudte spurve og en trost, hvilket
altsammen forsvandt i et nu. De kunde
saaledes umulig lide hungerens kvaler den første
nat, tænkte jeg; — men hvor forbauset blev
vi ikke, da vi den næste morgen aabnede
døren til dueslaget! Der sad to høgeunger
saa runde som kokosnødder; men paa gulvet
laa et par høgeklør, 2 vinger og et krumt
neb. „Jasaa, frøken, er De af den sorten,
saa faar De nok bytte logis;“ og saa blev hun
sat i arrest paa loftet. Tænk at spise op sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
