Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
„Ja, Stemmen, den er ægte", sagde Majoren,
„det er det Eneste, man ikke kan forstille, og det
Eneste, man aldrig glemmer. Har man Øre for det,
kan man ogsaa strax høre, hvad der i bevægede
Øieblikke klinger gjennem et Menneskes Røst: Sorg
eller Glæde, Kjærlighed eller Vrede — Ordene, de
er ganske ligegyldige, det er Klangen, det kommer
an paa — og har man hørt en Stemme een Gang
og lagt Mærke til den, saa kjender man den
femogtyve Aar efter uden nogensinde at have seet den
Talende."
„Det var nu meget sagt!" bemærkede
Holgersen.
„Det har jeg da selv erfaret!"
„Hvordan det?"
„Jo, du veed maaske, jeg var med’ved
Sankelmark. Om Aftenen, da Fægtningen var døet hen,
blev jeg af min Oberst sendt som Parlamentair til
Østerrigerne forat bede om, at vi maatte søge
Valpladsen igjennem efter Saarede. Jeg kom til de
østerrigske Forposter, blev bundet for øinene og
ført til den Høistcommanderende. Vi gik vel en
halv Timestid — det er underligt nok saadan at
gaa i Blinde: man troer hele Tiden, man skal over
Grøfter og Gjærder, selv om Veien er nok saa plan
— saa kom jeg ind i en Gaard, blev lukket ind i
en Stue og fik Bindet af. Det var hos Gablenz.
Han modtog mig yderst chevaleresque, berømmede
i høie Toner den Modstand, vi havde ydet, og er-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
