Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
paa det lille Harmonium, og med eet klang Annas
Stemme — det var „Vaarsang i Høst":
„Hist ude er koldt, og med Smerte
Seer Linden ned til sit faldende Haar ;
Men her, ak, her i mit Hjerte,
Nu blomstrer den favreste Vaar.
Der spirer den grønneste Vang,
Hvor vækkende Luftninger gaaer:
Nys Rosen udsprang,
Det er den, jeg skylder min Sang!"
Nu kunde hun synge! Det var en
Menneskesjæl, der jublede sin Glæde frem, jublede den frem
i Toner, som kom fra Hjertet og gik til Hjertet, og
Den, som Sangen havde Bud til, forstod det da
ogsaa strax — Rask foer op, da den sidste Tone
var forstummet, ind i Storstuen, ind til Anna.
— Ja, hvad er der saa egentlig Mere at fortælle?
Næste Morgen brøde vi op, et Selskab af glade
Mennesker, og Udbyttet af vor Smaalandsjagt var
4 Orrer, 3 Tjäder, 2 Harer og 1 Forlovelse.
Før Afreisen forærede Rask Madsen en blank
Tyvekrone, som Denne naturligvis var meget
taknemmelig for, men dog ogsaa havde sine
Betænkeligheder ved. — „Her er der ingen, der kan bytte
den", sagde han til mig, „jeg maa gaa helt ned til
Stationen forat faae den vexlet, og det er to Mil —
svenske Mil — det bliver en drøi Tur. Nei, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
