286 FOR SCENEN CAMILLA (gjør en Bevægelse mod Havedøren — som for at trække frisk Luft, men vender sig pludseligt og deklamerer hurtigt og let): | Alt Sommerlærken synger over Vordingborg By, Og Guldgaasen glimter i det klare Morgengry; Den milde, friske Vind bølger frem gjennem Korn, I den susende Skov høres Hunde og Horn! (hun ler). Se det var en hel Duel paa Vers. Tilstaa, at du er overvunden. FERDINAND. Jeg nedlægger ialfald mine Vaaben. CAMILLA. Fordi mine ere stærkere — FERDINAND. — mine ere finere. CAMILLA. Det er ikke med en Paradekaarde, en Mand fægter sig gjennem Livet. FERDINAND. Jeg ser ikke stort at kjæmpe for. CAMILLA. Du spiller uden Indsats. FERDINAND (ser paa hende). Et vilde jeg vinde. CAMILLA (æggende). Det er ikke sandt; du vil ingen Ting; der er ingen Fart i dig. FERDINAND. Synes du, her er noget at haste efter i det Liv, her leves? CAMILLA. Den, som sover i Kahytten, ved lidet om Reisen. FERDINAND (udbryder). Ved du da noget bedre end at drømme? se dig omkring! — hvor finder du noget, der er værd at holde sig vaagen for! hvor øiner du noget helt, noget stort, noget sandt! — Det hele er ingenting! — Halvhed og Løihed; skikkelig Nederdrægtighed; smaa, fredelige Lidenskaber, Agerdyrkning og Børneavl. Udenfor bølger et Hav, — man lader som ingenting; der er Storm i Luften, — man tætter Vinduerne. Mens det bryder i Sindene, mens Trangen til Lys, til Liv vil sprænge sig Vei, — gaa vi her saa pene og artige og spørge til hinandens Befindende. Men saa er jo rigtignok ogsaa de fleste af os syge. CAMILLA. Hvad er det da, du vil? FERDINAND. Jeg? — du sa’ det jo selv: jeg vil ingenting (sætter sig). CAMILLA. Jeg forstaar dig ikke — Ferdinand! FERDINAND. Jo — du forstaar mig — netop du! — hvis du turde. — Turde du bryde med alle disse Smaahensyn, som binde Menneskene sammen i dumme Knipper; — vove at leve sandt og stærkt, for hvad du elskede — tværtimod Fordom og Smaalighed, — isandhed Camilla! da skulde din Ridder vaagne og du skulde se hans Sværd i de første Rækker.