SKIPPER WORSE 37 . Men det blev en høist ulykkelig Ridetur for dem begge. . Han var ligesaa umulig til Ridder som hun til Skippermadam.. Da Byens Leiebibliothek ikke havde mere at byde, henfaldt hun i sygelige Drømme, af hvilke hun vaagnede, for at klynke og beklage sig; og da fik Jacob Worse Smag paa de lange Farvande. Engang han var ventendes hjem fra Lissabon, fødte hans Kone en Søn, som hun skyndte şig at døbe: Romarino. Dette gik Worse nær tilhjerte. Han kunde næsten ikke glæde sig fuldtud over den lille blege Tingest i Vuggen for dette Navns Skyld, der ligesom fjernede Gutten saa meget som muligt fra ham og trak ham ind i Moderens Verden. I Virkeligheden var det ogsaa noget af det mest bagvendte, man kunde tænke sig—at høre Skipper Worse sige: Romarino. Da den svagelige klynkende Dame døde, var Romarino 15 Aar; og han blev da sendt til en Familie i Kjøbenhavn, som paa Konsul, Garmans Anbefaling tog sig af ham; hjemme i det store tomme Hus kunde han jo ikke være, og Faderen var bestandigt paa Reise. Nu var han henad 20 Aar, og før Jacob Worse gik paa den lange Tur til Rio, havde Sønnen været paa Besøg hjemme. Han var fremdeles en bleg Tingest med blondt Haar, olivengrøn Kjole, gul Vest, trange lysegraa Benklæder, der med stor Kraft. holdtes stramt nede ved hvide Alunskinds Stropper under Støvlerne. Den urimeligt høie Flossehat sad paa tre Haar — eller snarere paa to; det var et Vidunder, at den ikke faldt af — oftere. Saaledes imponerede han i nogle Dage den lille Fiskeby; han gik og vippede med en tynd Spanskrørstok og saa yderst haansk paa alt og alle; kunde hellerikke tale rigtig norsk. Faderen var delt mellem Beundring og en Følelse af Generthetd. Men Beundringen fik et haardt Stød, da Thomas Randulf svor paa, at Romarino „havde Pomade paa sit Lommetørklæde“. | Imidlertid holdt dog Worse altid af sin Søn, om han end kunde have ønsket lidt mere af sit eget Sjømandsblod i ham. Han tænkte saa ofte, om han kunde efterladt „Familiens Haab“ til sin Søn, —. saadan en som Lauritz Seehus burde det have været. : Romarino Worse var derimod i Virkeligheden, hvad han saa ud til— en Laban, som brugte sin Faders Penge; men i sit Hjerte foragtede han dybt den simple Skipper, — saaledes som han tidligt havde lært det af sin Moder. — — Eftersom nu Skipper Worse begyndte at finde sig tilrette i Byen, spekulerede han ofte over, hvad der vel kunde være iveien ude paa Sandsgaard. Thi der var slet ikke som før; — Pokker. maatte vide, hvad det var, At Fru Garman var død, gjorde jo natur-