SKIPPER WORSE 41 „Ja det var nu det, at jeg gjerne vilde ud paa Fiske i Vinter for egen Regning, og — og saa — saa —“ „Jeg tænker, Kaptein Worse ved fra tidligere Aar, naar han har været hjemme om Vinteren, at vi ikke lægge ham nogen Hindring iveien for at negociere paa egen Haand og for egen Regning under Sildefisket. Det samme bliver ogsaa iaar —“ „Ja — bevares! — Tak — det ved jeg jo — mange Tak! — men det var ikke det! hm! men der skal mange Penge til — Hr. Kunsel! —“ Der kom et stramt Træk i Konsulens Ansigt ved disse Ord. Men Worse samlede sit Mod og lod sin store Bombe springe: „Vil C. F. Garman laane mig 2,000 Specier mod Vexelobligation?“ Morten Garman gjorde et Sæt i Stolen: „Hvad! vil Jacob Worse ogsaa laane, Penge?“ „Ja — ser De — Hr. Kunsel! alle Mennesker samler Penge nu udover Høsten til Fisket, og jeg skulde nok håve Lyst til engang at hamle op med Sivert Jespersen og de andre derinde.“ „Ja se der har vi det!“ — raabte Konsulen, „saaledes gaar det nutildags. Den ene vil være bedre end den anden, og saa heder det bare laane — laane og speculere; men naar saa Afregningsdagen kommer, — ja saa kniber det.“ „Hvad det anbelanger — Hr. Kunsel! saa tænker jeg, C. F. Garman ved, at Jacob Worse er god for 2,000 Spd. og lidt til!“ „Kan gjerne være — kan gjerne være,“ svarede Konsulen tvært; „men nu staa vi snart i Forskud for den halve Verden, saa vi øine ingen Ende paa det; mere kan vi ikke overtage i disse knappe Tider.“ Jacob Worse, som begyndte at blive fornøiet med sin lille Komedie, spillede videre. „Det er galt nok,“ sagde han med et lidt fortørnet Ansigt, „at jeg skal maatte henvende mig til andre; for saa vil kanske nogen tro, jeg er raget uklar med mit gamle Rhederi; eller kanske de vil finde paa flere Løgne om C. F. Garman end der alt gaar blandt Folk — <“. „Hvad mener han med det? — hvad siges der om Huset?“ — spurgte Konsulen skarpt. „Aa — der var for Exempel en i Klubben igaar, som sagde, at en vis Person var reist til Bergen, for at laane Penge for visse Folk.“ Konsul Garman vendte sit Ansigt bort og saa ud i Haven, hvor Høsten begyndte at drysse med de første gule Blade; aldrig før havde han seet Faren saa nær indpaa Livet af sig; hans lette Sind, hans Over-