62 SKIPPER WORSË Han sprang op og saa sig om i det halvmørke Kammer, idet han gjentog: „reis — reis!“ Det klarnede i hans Hoved, og der blev stillere indeni ham; han var bønhørt: Aanden havde oplyst ham og forjaget Mørket; og han knælede ned og takkede. Derpaa kastede han Frak og Vest, aabnede Vinduet og lod det regne sig i Ansigtet. Nu var han bleven klar over sig selv. Her var virkelig Fare paafærde; afsted maatte han jo før jo heller. og nu længtede han — ja Gud være lovet! — han længtede efter at komme ikast med Helvedes Magter. Da han havde faaet sit Lys tændt, barberede han sig uden at ryste paa Haanden; han var fuldstændig rolig, lidt mat, men saa underlig glad og tilfreds. Efterpaa klædte han sig helt af, vaskede sin stærke skjønne Krop og tog rene Klæder paa. Hans Nilsens Pande var ikke meget høi, men bred og aaben; Haaret var mørkt og stridt, hvorfor han bar det ganske kortklippet; Næsen stor og krum, Munden fast sluttet med smale Læber og en stærk, ren Hage. Siden Læberne var saa smale og uden Skjæg, vistes begge Tandrækker langt ind, naar han talte, — tætstaaende, ret afskaarne Bondetænder; og der var mange i Forsamlingen, som holdt af at fæstne sine Øine ved hans Mund, naar han læste eller sang, — det var en Mund rød og hvid, frisk og ren, som aldrig smagte Tobak eller Brændevin. | Renhed var overhovedet det Ord, som passede til Manden. Ikke blot hans Paaklædning og hans Skjortekrave, men selve Ansigtet var saa rent med de store, greie Træk og den glatragede, stærke Hage. Og af Øinene, der vare graa og klare, lyste der et saa rent og alvorligt Skjær, at der var Folk, som ikke ligte at se ind i dem. Han havde ikke det stikkende, nærgaaende Blik, hvormed mange af hans Medbrødre pleiede at bore sig ind i Synderen, somom de vilde trænge ned i en dyb Afgrund af hemmelig Synd og Ondskab. Hans Nilsens Blik gjorde derimod det Indtryk, at det ventede at møde den samme Renhed, som det selv kom fra; og kanske var det derfor, de fleste saa tilsiden, naar de stod midt foran ham. — Neæsten alle Haugianerne i Byen vare i Forsamlingen, siden det var Lørdag. Der blev en glad Bevægelse blandt dem, da Fennefos gik hen til Endre Egeland, som just stod ved det lille Katheder, for at læse af Postillen, og bad om at faa tale et Par Ord. Alle satte sig tilrette, for rigtig at glæde sig ved den afholdte Taler; det var saa længe siden, de havde hørt ham; i den senere Tid havde han været mindre oplagt til at tale.