74 SKIPPER WORSE gifte Dem — det kom mig noget uventet; med hvem? — om jeg tør spørge.“ „Med Datter til Madame Torvestad; — Kunselen ved, hun bor i mit Hus.“ „Saa — jeg vidste ikke — jeg troede ikke, at Madame — salig Torvestad havde nogen Datter af en passende Alder.“ „Hun er jo noget ung — noget yngre end jeg,“ svarede Worse, som blev rød i Hovedet; „men ellers en meget sat og alvorlig Pige.“ „Hendes Familie tilhører de Vakte; har Kaptein Worse til Hensigt at blive Haugianer?“ „Nei saamænd om han har,“ svarede den anden og vilde le; men Konsulens Tone opfordrede ikke til det. „Nu ja!— det raader De selv for, min kjære Jacob Worse,“ sagde Konsulen og reiste sig, for at række ham Haanden; „modtag min Gratulation, og gid De aldrig maa fortryde dette Skridt. — Naar skal Bryllupet finde Sted?“ „Paa Søndag!“ „Naa — De har saa skam Hastværk, — ja — ja! — gid De bare aldrig maa fortryde det.“ Da han gik, tænkte Konsulen et Øieblik paa at løbe efter ham og give ham en rigtig Beskrivelse efter sit Hjertes Fylde af Haugianerne og alt deres skinhellige Væsen. Men han betænkte sig. Morten W. Garman var en klog Mand, der ikke spildte sine Ord. Han havde seet nok af Skipper Worse i den korte Samtale, og han var adskilligt bevandret i Kjærligheden og dens mangelunde Symptomer. Jacob Worse gjenfandt ikke sit gode Humør, før han kom hjem igjen i sine egne Stuer, hvor der forøvrigt var en afskyelig Forvirring af Skurekoner og Alverdens Haandværkere. Men her gik han omkring lykkelig og straalende; af og til maatte han over i Bagbygningen, for at faa et Glimt af sin Sara. Det var ikke stort, han fik se; thi ogsaa der var Travelhed med Syning og Mærkeblæk, og hun sad altid blufærdigt bøiet over sit Arbeide. Saaledes tilbragte han Dagene — stundesløs af bare Lykke; Fredag Morgen gik han og morede sig med at gjentage: iovermorgen, iovermorgen! Han mærkede slet ikke, at hans Venner gjorde Nar af ham og spaaede ham baade det ene og det andet; endogsaa det ubehagelige Møde med Konsulen glemte han. Og hint Skib i Bremen, som de begge havde været saa begeistrede for, det blev — underligt nok — aldrig nævnt senere mellem dem med et Ord.