78 SKIPPER WORSE Nøglen i Lommen. Hun gik hen og lukkede Skabet op og betragtede de mange smaa og store Nøgler, som hang derinde. Vistnok havde hun hørt sin Mand sige i sin overstregmmende Lyksalighed: „Se alt dette er nu dit! Du kan gjøre med det akkurat, hvad du vil; og er der noget, som mangler og som du har Lyst paa, saa sig bare til, og det skal være paa Pletten.“ Men hun havde ikke givet Agt paa hans Ord. Hvad brød hun sig om det altsammen? — kunde noget erstatte hendes spildte Liv? Det var først Synet af Moderen stellende i hendes Stuer, der vakte hende, og fra nu af holdt hun sig vaagen. Det blev snart forbi med „de fælles Indkjøb“, som Madame Torvestad i Begyndelsen besørgede for begge Husholdninger; Sara overtog sit selv. Og lempeligt, men ubønhørligt blev Moderens Kongerige atter indskrænket til Bagbygningen og Svalgangen. Sara var jo flink og vel oplært, og hun havde arvet Moderens Evne til at ordne og styre. Denne havde imidlertid aldrig faaet Lov til at udvikle sig hos hende; Moderen var jo altid over hende, og Sara havde trællet i sin Tjenestepigegjerning — pligttro og gudfrygtig uden anden Interesse for de Ting, hun dog ikke raadede over, end den ikke at slaa noget istykker. Nu havde hun sine egne Ting, var fri og havde desuden ganske andre Midler at raade over end Moderen. Den rige Fru Worse, som de begyndte at kalde hende i Butikkerne, var noget ganske andet og betydeligere end Enkemadame Torvestad, og det var Følelsen af dette, som først gav Sara ny Interesse for Livet og smeltede noget af den Kulde, som var begyndt at lægge sig om hende. Da den første, værste Tid var overstaaet, begrov hun sine Drømme og sin Ungdom saa godt hun kunde i Bøn og Læsning; medens hendes Husvæsen holdt Tankerne borte fra mørke Grublerier. Jacob Worse var den, som især nød godt af denne Forandring. Den isnende Kulde, hvormed hun fra først af tog imod ham og taalte hans Kjærtegn, havde han en enkelt Gang følt midt i sin Lyksalighed. Men nu blev hun anderledes mod ham — aldrig kjærlig, neppe venlig; men hun taalte ham dog, gjorde det hyggeligt for ham i Huset, og talte til ham, spurgte ham endog ud om Forretningen og alle hans Anliggender. Skipper Worse forklarede og blev ikke træt af at undre sig over, at et Kvindfolk kunde forstaa saa godt. Det varede ikke længe, saa kunde hun give ham gode Raad, og tilslut spurgte han hende om alt. Saaledes gik Aaret, og Vinteren begyndte.