80 SKIPPER WORSE „Jeg ved det; Mor har fortalt mig det. Men det Løfte tog Mor af dig for min Skyld, og derfor løser jeg dig fra det. Du kan gjerne reise, hvis du vil.“ Sara havde sagt det samme til Moderen, da de talte om Sagen, enten fordi hun ikke havde noget imod at blive sin Mand kvit for en Tid, eller fordi hun ogsaa i den Ting vilde være uafhængig af Moderen. Saaledes opfattede denne det, og blev mere og mere betænkelig. Men Worse blev nu meget ivrig til at snakke om alt det, han vilde udrette paa Fisket, og Randulf tænkte i sit stille Sind: nu har han faaet Lov. Det blev forresten et daarligt Fiske det Aar; Silden stod ujævnt og flyttede hvert Øieblik; Storm og Uveir var der ogsaa. Det vilde ikke gaa for Skipper Worse; den gamle Lykke var gaaet fra ham, Djærvheden ogsaa — mente mange; Worse begyndte at blive gammel var den almindelige Dom. „Aa ja —“ sagde Randulf i Klubben, „naar saa gammel Mand faar saa ung Kone, saa er det snart forbi; —“ og han gjorde en Bevægelse, somom han vred en Klud og slængte den fra sig. Jacob Worse kom hjem med Gigt og satte sig i Ovnskrogen hos sin Kone. Hjemme var bedst; og til Vaaren da „Familiens Haab“ skulde ud paa Langtur, foreslog Worse selv, at hans gamle Skib skulde gives til en af de andre Kapteiner i Firmaets Tjeneste. Lauritz Seehus rykkede da op til Styrmand. Han havde om Vinteren været oppe i Bergen og faaet sin Navigationsexamen; og før han reiste ud, havde han taget Løfte og Ed for Liv og Død af Henriette. — Hellerikke næste Vaar gik Worse tilsøĦs. Han klagede over Gigt og Smerter i Maven; Doktoren kunde ikke vide, hvad det var; men han troede, at der var noget iveien med Leveren. Imidlertid blev han altmere optaget af sin Kone. Da hans Gammelmands-Svagheder begyndte med Gigt og daarlig Fordøielse, stellede hun saa omhyggeligt med ham, somom hun kunde været hans Datter; og det, at hun tillige var hans Kone, gjorde ham dobbelt lykkelig og taknemlig. Hertil kom, at i Tidens Løb begyndte al denne Syngen og Læsen omkring ham uformærkt at gjøre sin Virkning paa ham. Jacob Worse havde altid tænkt sig Vorherre i Stil af Konsul Garman, — en skarp og nøieseende Herre, som dog igrunden var godmodig og grei at komme ud af det med, naar man bare ikke for med Underfundighed og Djævelskab. Men nu lærte han noget ganske andet.