SKIPPER WORSËE 99 Naar du faar den ægte — Far! sáa er den god for alt — baade indenbords og udenbords; det maa jeg forstaa!“ „Men forresten er det slet ikke i Maven, du har det,“ tilføiede Randulf dybsindigt, „det er snarere i Hjertet, for det er denne Kjærligheden og disse Kvindfolkene — skal jeg sige dig, som altid har været en Spedalskhed for dig — Jacob! — alle dine Dage har du været som en Tosk med Fruentimmer, og altid har de narret dig op i Stry, det har jeg seet saa mangen Gang baade i Middelhavet og Østersøen. Men sidste Gang er det gaaet allerværst, for de Hellige — ser du! —“ „Du skal tage dig iagt — Thomas! for hvad du siger om Sara. Hun har været mig til stor Velsignelse. Hvad skulde der blevet af mig — en gammel syg Mand — uden hende?“ „Du var ikke bleven en gammel syg Mand uden hende,“ busede Randulf ud; men nu saa den anden saa morsk ud, at Randulf tog sig en lang Slurk og hostede frygteligt bagefter. „Nei, nei —“ sagde Worse, da han ogsaa havde vederkvæget sig; „hun har været mig en god Hustru baade til Legeme og Sjæl; jeg har lært mangt og meget af hende, som jeg før ikke vidste.“ „Ja, det var et sandt Ord — Jacob! jeg skal fortælle dig, hvad da har lært: du har lært at sidde bag Ovnen som en gammel Kjærring og hænge i Skjørterne paa et Kvindfolk, og trækkes omkring til Opbyggelser — Gud forlade mig — som Munkenes Mulæsler i Spanien, — det har hun lært dig!“ „Giv Tid — Thomas!“ svarede Worse og nikkede med en sikker Mine, „du kommer nok til at sande mine Ord. Saadan var jeg ogsaa — som du; men jeg har faaet andet at føle, og det faar du ogsaa, naar din Tid kommer; da først forstaar du, hvad for Syndere vi ere.“ „Syndere! — aa ja! men jeg er da ikke saa ond som mange andre, og det er ikke du heller Jacob! — nu har jeg kjendt dig i fyrretyve Aar og vel saa det; men bedre Mand paa Land og Sjø findes ikke i Norges Land og Rige — nu ved du det!“ — dermed slog han i Vinduskarmen. Worse var ikke ganske ufølsom for denne Lovtale; men han mumlede dog, mens han kradsede Piben henne ved Ovnen: „Ja men der skal mere til end som saa, meget, meget mere!“ „Hør nu et Alvorsord — Jacob Worse! — kjender du Sivert Jespersen — ogsaa kaldet Gesvinten?“ „Aa jo — Tak!“ a „Kanske du mindes 200 Tønder Salt, du kjøbte af ham nord paa Kinn et Aar?“ 7*