102 SKIPPER WORSE ,„ ud iaften; det gule i Ansigtet var borte; men Orkanbølgerne ved Ørene vare hvide som Skum. Tilslut sagde Jacob Worse: „Naar jeg ser paa saadant et stort Bord som det, du har der foran Sofaen, saa kan jeg ikke begribe, at Pladen kunde revne tvers over saaledes som du husker — den Nat i Königsberg.“ „Ja men ser du — Jacob! — vi dansede jo lige mod Bordet med fuld Fart.“ „Ja fuld Fart havde vi,“ smaalo Worse. „Men du syndige Alverden! hvor vi sprang efterpaa!“ raabte Randulf og lo, saa han rystede. „Og saa begende mørkt som der var, før vi fandt Baaden. Jeg gad vide, hvad det kostede — det Bord.“ „Ja — du maa sige — Jacob! jeg har aldrig været i det Hus mere: “ „Ikke jeg heller.“ Nu fik de fat i den ene Historie efter den anden fra deres gale Ungdom; de fortalte dem bare halvveis eller med Hentydninger, for de kunde dem jo udenad allesammen — beggeto. „Hvad mener du om en liden Omgang til, Jacob?“ „Det maatte være en liden en.“ „En liden passelig Nathue“, mente Værten og gik efter varmt Vand. Klokken var ikke mere end ti og Worse havde Lov til at blive til elleve ; han havde derfor en udmærket Samvittighed; og altsom hans Hoved varmedes af Randulfs gamle Jamaica Rom, glemte han baade sit indvortes Tilfælde og Bekymringen for sin Sjæl. Ved det tredie Glas foreslog Randulf, at de skulde snakke engelsk, hvilket de ogsaa gjorde med stort Alvor — paa sin Maade. Det svindende Skjær fra den lave Nordenvindsbanke, bag hvilken Solen var gaaet ned, gjorde de to Venner endnu rødere, som de sad der ved det aabne Vindu og snakkede sit engelsk. Fjorden laa speilblank; de yderste Næs og Holmer løftede sig høit over Vandspeilet; nærmere Byen paa de større Øer og hist og her mod Øst inde i Fjeldene tændte Ungdommen Sankt Hans-Baal. Røgen steg bent op og Ilden flammede blegt i den lyse Sommernat. Baade gled udover med Piger og Gutter; en Sømand var kommen hjem med et Trækspil, paa hvilket han kunde spille: „Mens Nordhavet bruser“ og mange andre gode Sange. Et lidet Følge af Baade fulgte den, hvori han var; undertiden sang nogle med; men de fleste taug og lyttede til den sjeldne Musik,