SKIPPER WORSE 1417 „Nei — Kjære! jeg mente jo hellerikke, at vi med Uforstand —“ „Jeg ved, du er forsigtig, Sivert Jespersen; men lad os huske paa, han er den stærkeste blandt os; ham maa vi ikke miste.“ Lørdagen, da de samledes paa Gaarden efter Aftale, var den sidste September. De havde saaledes hele Maanedens Regnskab baade for Gaarden, Farveriet, Stampemøllen og alt det andet. Regnskaberne vare iorden og det hele var godt stellet; de takkede Hans Nilsen og vare yderst venlige. Men da Bøgerne vare lukkede og Aftaler trufne for Fremtiden, blev de siddende, som de sad paa Stolene langs Væggene rundt Stuen. Fennefos, som sad midt paa Gulvet ved Bordet med Regnskaberne, løftede Hovedet og saa roligt fra den ene til den anden. Det undgik ingen af dem, at idag havde han sit gamle Udtryk; det nedslagne, usikre Blik, de en Tid havde mærket hos ham, var ganske forsvundet, og solbrændt og sund, som han sad der blandt de blege Byfolk, syntes han dem stærkere end nogensinde. Derfor gjorde Farveren Miner til Sivert Jespersen og begyndte at røre paa sig, somom han vilde gaa. Men Sivert Jespersen havde nu sat sig i Hovedet, at han vilde have fat paa Fennefos’s Hemmelighed, eller ialfald skaffe sig selv og de Ældste et Overtag over den myndige unge Mand. „Vi har talt os imellem,“ begyndte han, „vi har talt om dig — kjære Hans Nilsen! — ja det har vi rigtig gjort. Vi synes alle, at du brugte stærke Ord den Gang — du ved nok selv — hjemme i mit Hus.“ „Jeg talte af Nidkjærhed; og faldt mine Ord for haardt, saa beder jeg Eder tilgive mig; jeg troede, det var fornødent; men der var ingen Ukjærlighed i mit Hjerte.“ „Det er der heller ingen af os, som tror — Hans Nilsen!“ — sagde den gamle Farver. „Nei det er der visselig ikke,“ vedblev Sivert Jespersen; „men hvad der har vakt vor Bekymring, er den nedslagne Stemning, hvori vi sidenefter have seet dig. Du er ung endnu — Hans Nilsen! og vi ere gamle — ialfald ældre end du allesammen. Og vi vide saa vel, hvilke Fristelser det er, som helst anfalde det unge Blod; — og har du lidt noget Nederlag af Fienden i dit eget Kjød, saa ville vi byde dig Haanden til Opreisning.“ Hans Nilsen Fennefos saa med sine klare Øine fra den ene til den anden, og det forekom dem alle, at han dvælede pinligt længe ved Endre Egeland. „Jeg takker Eder; men Gud har været naadig; jeg behøver ingen Opreisning i saa Maade.“