130 SKIPPER WORSE „Guds Vrede er over Landet,“ sagde Haugianerne og holdt paa sine Hatte, naar de gik til Forsamlingen; ved Indgangen hvirvlede Vinden Snippen af Kastetørklædet over Hovedet paa Kvinderne, saa de kom ganske fortumlede ind i den lave, halvlyse Forsamlingssal. Der sad de og trykkede sig tæt sammen; medens han, som læste, maatte hæve Stemmen eller endog helt slutte, naar Stormen tog et Kjæmpetag i Asketræerne udenfor og rystede Vinduer og Døre. I Stilheden, som fulgte, naar Flagen var over, begyndte han saa igjen at læse; men Stemmen var svag, uden Liv og uden Frimodighed. Og de saa fra den ene til den anden; men intetsteds var der Frimodighed at se; Kvinderne for sammen ved hvert nyt Vindstød, og Mændene havde meget at tænke paa. Flere af Haugianernes Skibe vare underveis fra Østersøen og St. Uebes. De gik og ventede og ventede; men der kom ikke noget, og saa blæste det værre og værre — Storme fra Sydvest op til Nordvest bestandigt galere og galere; havde de ikke itide søgt Nødhavn paa Østlandet, saa Gud naade baade dem og os. Selv Sivert Jespersen sad uden Smil og borede sine Hænder ind i Frakkeærmerne, indtil han fik Tag helt oppe ved Albuen; saaledes sad han stille og kneb til, somom han vilde holde fast paa noget. Madame Torvestad sad stræng og myndig paa sin Plads; mange saa paa hende; hun var da ialfald rolig. Men den, som de mest trængte til at have imellem sig, var der ikke. Allerede for otte Dage siden havde Fennefos taget Afsked med Vennerne i al Stilhed; han tog over til England med en Hollænder, som havde ligget i Havari; derfra var det nok hans Agt at gaa til Indien. Forresten var han ikke kommen af Landet endnu; thi Hollænderen havde søgt Udhavn for Storm, og der laa Fennefos veirfast ude i Smørvigen en halv Mils Vei fra Byen; han havde endog været inde et Ærinde for et Par Dage siden. Stormen havde været nogenlunde moderat til over Middag; men i Mørkningen sprang den om paa Nordvest og blev værre end nogensinde. Store Dønninger kom indover Vaagen, løftede Fartøierne og de tunge Førebaade og brusede ind i Stenmuren under Søhusene, skyllede hist og her op mellem Gulvbordene, fordi der var saa ualmindeligt høit Vande. I Riggen paa de store Skibe peb det som af hundrede Klarinetter fra Helvede, og det knirkede og knagede i Fendere og Fortøininger.