132 SKIPPER WORSE var forbandet, Lig laa og drev paa Vaagen, og Storm fulgte hylende pad Storm -uden Ophør, somom Dommedag var nær! - Mange- maatte ud paa Gaden, saa surt som det var, for at faa ordentlig Besked; de fandt en Klynge af Mennesker samlede om et.Par forskræmte Lygter nede paa Torvet. « Haugianerne fik Efterretningen, da de netop vare komne hjem fra Forsamlingen. Sivert Jespersen tog Kavaien paa igjen, slog Kraven op og skyndte sig gjennem de mørke Gader til Madame Torvestad. - Men flere end han vaagede sig ud; ængstelige Mænd og Kvinder af Haugianerne fik en Skræk for at sidde alene hjemme med denne Nyhed, der ligesom vakte ond Samvittighed hos dem alle. De tog Mod til sig og gik afsted, for at faa Vished og høre, hvorledes de Ældste tog det. I Gaderne ved Torvet mødtes de med andre; men paa Madame Torvestads Hjørne ved Worsesmuget havde der allerede samlet sig mange Folk og Lygter. Hvergang en af Haugianerne vilde forbi, lyste de ham i Ansigtet og raabte hans Navn med haanende Ord eller Vittigheder. De maatte gaa Omveie for at slippe ind; ved Døren stod et Par af Vennerne, som aabnede, naar Stemmen var kjendt, og lukkede strax igjen. Indenfor følte de sig tryggere; thi Worsegaarden var bygget helt i.Firkant med Gaardsrum i Midten som en Fæstning. Men her var Rædsel og Forvirring. Madame Torvestad sagdes at være gaaet fra Forstanden; hun sad stiv ved Sengen og saa paa Vandet, som dryppede, og ingen maatte røre Liget. Den gamle Farver var hos hende; andre taalte hun ikke. Og i Hovedbygningen laa Jacob Worse og kjæmpede sin sidste Kamp med Djævelen. Han laa i et Kammer mod Gaarden; — i Stuerne mod Torvet turde de ikke vise Lys, for ikke yderligere at ophidse Mængden ude paa Gaden, der øgede og stundom brød ud i en truende Mumlen. Efterhaanden samledes de fleste betydelige Mænd og Kvinder af den haugianske Kreds. De gik blege omkring, alle vare ængstelige og forvirrede; der var intet Hoved blandt dem, og imens vòxte Stormen, saa Huset rystede. . Jacob Worse laa i Sengen — gul med fortrukket Ansigt. I flere Dage havde han havt heftige Smerter; nu var det, somom alt efterhaanden slappedes, og baade Lægen og den kloge Kone havde erklæret, at det blev hans sidste Nat. . Men Kampen var ikke slut endda. Det kunde man se paa hans Øine, der gik urolige fra den ene til den anden, naar Sara var ude.