TO NOVELLETTER FRA DANMARK 145 stikke den sorte Næse lige op i Ansigtet paa hende og saa brøle af vidt Gab: vov — vov — vov! At se den Lille! hun blev blaa i Ansigtet, Armene stivt strakte nedover, trippende med Fødderne, uden at kunne faa Lyd i Skriget. Men de voxne Damer paa Gaden skammede hende ud og sagde: „Sikken en lille Nar! — hvor kan du dog være bange for saadan en kjøn, rar Hund! den vilde jo bare lege med dig; se hvor stor og rar den er: — vil du ikke klappe den?“ Men det vilde den Lille paa ingen Maade; og da hun kom hjem til sin Mor, sad Hulken hende endnu i Halsen. Men hverken hendes Mor eller Doctoren kunde senere begribe, at det muntre, friske Barn ved den mindste Forskrækkelse blev blaa, stiv og uden Lyd i Skriget. Men alle disse Forlystelser vare dog blege og tamme i Sammenligning med /!es grands cavalcades d'amour, og der var Trofast altid en af de forreste. Sex-otte, titolv store gule, sorte og røde Hunde med et langt Følge af mindre og ganske smaa, der vare saa forbidte og tilsølede, at man lidet kunde se, hvad de var gjort af, men ikkedestomindre meget modige med Halerne tilveirs og hæsblæsende af Iver, skjønt de aldeles ikke havde anden Chance end at faa Bank igjen og blive rullede i Sølen, — og saa afsted i vild Gallop gjennem Gader, over Torve, Haver og Blomsterbed, med Slagsmaal og Hyl, blodige og tilsølede, Tungerne ude af Halsen, — afveien med Mennesker og Børnevogne, Plads for Hundenes Kampe og Elskov — saaledes fór de som Asgaardsreien gjennem den ulykkelige By. Blandt Menneskene paa Gaden ændsede Trofast ingen uden Politibetjentene. Thi med sin skarpe Forstand havde han forlængst indseet, at Politiet var der, for at beskytte ham og hans Medhunde mod Menneskenes mangehaande Overgreb. Derfor stansede han altid velvilligt, naar han mødte en Betjent, for at lade sig klø bag Øret. Især havde han en god tyk Ven, som han ofte mødte oppe i Aabenraa, hvor Trofast havde en mangeaarig liaison. Naar Politibetjent Frode Hansen steg op af en Kjælderhals, som han meget ofte gjorde: thi han var en gemytlig Fyr, som det var en Fornøielse at byde en halv Bayer, — da havde hans Ansigt megen Lighed med den opgaaende Sol; thi det var rundt og rødt, varmt og straalende. Men naar han saa fremstod i fuld Figur paa Fortouget, kastende et strængt Blik op og nedad Gaden, for at undersøge, om nogen ildesindet Person havde seet, hvor han kom fra, da dukkede der 10 — Kielland: Samlede Værker II.