TÒ NOVELLETTER FRA DANMARK 147 Mam Hansen vilde aldrig høre disse Historier; hun slog det bare hen. Ligesaalidt tog hun noget Hensyn til Naboers og Veninders Raad: at lade Børnene skjøtte sig selv — de vare saamænd forvorpne nok til det — og heller tage et Par Logerende, som betalte. „Nei — nei!“ svarede Mam Hansen, „saa længe de har som et Slags Hjem hos mig, saa faar dog ikke Politiet helt Klo i dem, og saa flyder de da ikke ganske udover.“ Dette: at Børnene ikke skulde flyde ganske udover — var i hendes Hjerne blevet det sidste Punkt, om hvilket der samlede sig, hvad der efter et Liv som hendes kunde være tilovers af en Moder. Og derfor sled hun videre, skjældíe og slog Børnene, naar de kom sent hjem, ordnede deres Seng og gav dem lidt Mad og holdt dem saaledes til sig — paa den Maade som det nu var. Mange Ting havde Mam Hansen forsøgt i sit Liv; og alt havde bragt hende trinvis nedover: fra Tjenestepige til Opvartningspige, nedover forbi Vaskerkone og dertil, hvor hun nu var. Om Morgenen tidligt, før det lysnede, kom hun mod Byen over Knippelsbro med en tung Kurv paa hver Arm. Ud af Kurvene stak der Kaalblade og Gulerodgræs, saa man kunde mene, hun gjorde sig en Forretning af at kjøbe Grøntsager hos Bønderne ude paa Amager, for at sælge dem i Aabenraa og deromkring. Alligevel var det ikke en Grønthandel, Mam Hansen drev, men derimod en liden Kulhandel; hun drev den halvt ismug og i smaa Portioner med Fattigfolk som hun selv. Denne tilsyneladende Uoverensstemmelse blev der ikke lagt Mærke til i Aabenraa; ikke engang Politibetjent Frode Hansen syntes at finde noget paafaldende ved Mam Hansens Forretning. Naar han mødte hende om Morgenen slæbende paa de tunge Kurve, kunde han tvertimod ganske venligt spørge: „Nu — lille Mam Hansen, var Roerne billige idag?“ Og var hans Hilsen mindre venlig, blev han trakteret med en halv Bayer udpaa Dagen. Dette var en staaende Udgift for Madam Hansen og hun havde endnu en til. Hver Aften kjøbte hun sig et stort Stykke Wienerbrød med Sukker paa. Húün spiste det ikke selv; hellerikke var det til Børnene; ingen vidste, hvad hun gjorde med det, og der var hellerikke nogen, som lagde stort Mærke til det. — Var der ingen Udsigt til halve Bayere, saa promenerede Politibetjent Frode Hansen sin Coefficient med Værdighed op og ned ad Gaderne. Mødte han saa Trofast eller en anden af sine Venner blandt Hundene, stansede han altid længe, for at klø den bag Øret. Og 10*