TO NOVELLETTER FRA DANMARK 157 „Hvad er det? — Barn!“ „At du aldrig mere vil forlange noget saadant af Trofast; lad dem heller stjæle lidt.“ „Det lover jeg dig — Thyra! — og dig ogsaa min brave Trofast,“ sagde Grossereren og reiste sig med Værdighed. * „ Trofast er sulten,“ sagde Valdemar med Kjendermine. „Gud Thyra! hent dog hans Koteletter.“ Thyra vilde styrte ned i Kjøkkenet; men idetsamme bragte Stine dem hæsblæsende. — — Professoren maa formodentlig ikke have fundet, at Mam Hansen var Reparationen værd; thi hun kom aldrig mere for en Dag, og Børnene flød ganske udover. Jeg ved ikke, hvad der blev af dem. — Karen. Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen. Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Hoøstaftenen og sad i Krostuen og drak Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblæste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro. Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk. Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa, at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblik, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig. Karens Øine var af de store graa, der paa en Gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene vare høit buede ligesom i Forundring. Derfor troede Fremmede, at hun ikke rigtig forstod, hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Der var bare noget underligt over hende alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.