Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO NOVELLETTER FRA DANMARK 157
„Hvad er det? — Barn!“
„At du aldrig mere vil forlange noget saadant af Trofast; lad
dem heller stjæle lidt.“
„Det lover jeg dig — Thyra! — og dig ogsaa min brave Trofast,“
sagde Grossereren og reiste sig med Værdighed. *
„ Trofast er sulten,“ sagde Valdemar med Kjendermine.
„Gud Thyra! hent dog hans Koteletter.“
Thyra vilde styrte ned i Kjøkkenet; men idetsamme bragte Stine
dem hæsblæsende. —
— Professoren maa formodentlig ikke have fundet, at Mam
Hansen var Reparationen værd; thi hun kom aldrig mere for en
Dag, og Børnene flød ganske udover. Jeg ved ikke, hvad der blev
af dem. —
Karen.
Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.
Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik
næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange
i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det
mørknede om Hoøstaftenen og sad i Krostuen og drak Kaffepuncher
saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa
Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og
forblæste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til
næste Kro.
Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa
stille og aldrig syntes at have Hastværk.
Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa
der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men
skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa,
at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere
af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit
Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der
blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblik, alle
maatte se efter hende, hun var saa nydelig.
Karens Øine var af de store graa, der paa en Gang syntes at se
og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene vare høit buede
ligesom i Forundring.
Derfor troede Fremmede, at hun ikke rigtig forstod, hvad de bad
om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Der var bare noget
underligt over hende alligevel, — somom hun saa langt ud efter
noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Jun 15 12:07:51 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/kamindsaml/2/0161.html